Karl medbringer selv spade og familien råhygger

Familiesamvær helt på toppen!

Vi har været så heldige, at alle familiens medlemmer har hver deres personlighed. Nogle ville måske betegne det som hver deres små særheder, men 'særheder' giver det hele et lidt odiøst skær, og det er bestemt ikke meningen, da vi her taler om positive egenskaber.

Således også for vores ældste onkel, Karls vedkommende. Det var i øvrigt hos Karl, i et svømmebad i en lille midtfynsk landsby, at SørenP og jeg som ca. 7 årige lærte at svømme og springe på hovedet.

Det var også her min interesse for sprogets finurligheder blev vakt ved en legekammerats glædestrålende udbrud, da han en formiddag kom løbende hen til svømmebadet, mens han svingede et blad over hovedet og råbte:

"Mig har fået en avis, fordi mig skal sige jeg".

Nå, men som den ældste af fire søskende var Karl udstyret med en helt utrolig tålmodighed og imødekommenhed. Kvaliteter, der havde sat sig tydelige spor i hans sprog, der var umådeligt langsomt med fine lange pauser, hvor tilhørerne rigtig kunne nå at gøre sig deres egne tanker og komme helt på omgangshøjde med Karls.

For Karl var det helt naturligt at byde sig til, da Oluf og Annas kolonihave skulle gennem en tiltrængt kultivering. Tanken var at gennemgrave hele haven for derpå at anlægge forskellige små afdelinger og bede med grøntsager, blomster og buske.

På tidspunktet for den store haverenovering boede Karl 4 timers togrejse nordpå - der var noget med noget busvæsen og nogle omstigninger og ophold, som forlængede rejsetiden lidt. Karls haveinteresse udsprang af en bredere naturinteresse, hvor alt levende og for den sags skyld dødt som sten og mineraler og allehånde mærkværdigheder, som man nu kan finde på en spadseretur i det fri, fangede Karls nysgerrige og årvågne blik. Det betød selvfølgelig, at selv ganske små spadsereture målt i meter tidsmæssigt kunne strække sig over timer, hvis de fandt sted på Karls præmisser. Hvad de mærkeligt nok ikke så tit gjorde.

Som glødende entusiast ville Karl ikke risikere at gå ned på udstyret. Han havde da for eksempel også derfor lupper med forskellige forstørrelsesgrader, polércremer med forskellige slibningsevner etc. etc., så han kunne yde sine mange naturfund den størst mulige retfærdighed og præsentere dem for familien i den smukkest mulige form.

Aldrig så man så smukt polerede træstumper og sten.

På havesiden gjorde noget ganske tilsvarende sig gældende. Karl havde kun de bedste haveredskaber og rådede således over hakkejern med forskellige vinkler på hakkebladene (næsten ligesom golfbag'ens forskellige jern med deres talbetegnelser), skovle med variende bladstørrelser og spader ligeledes med forskellige bladstørrelser og slibninger.

Det var derfor kun ganske naturligt, at Karl medbragte sin egen spade på togrejsen. Spadens blad naturligvis pakket ind i let olieholdigt papir.

Karl havde taget fri fra arbejde, da graveprojektet strakte sig over flere dage. Han startede til sædvanlig arbejdstid først på dagen og sluttede først sit gravearbejde efter lidt overtid i den anden ende.

På daværende tidspunkt boede vi i Olufs ejendom og var selvfølgelig inviteret på spisning og fjernsyn om aftenen, når Karl vendte tilbage fra kolonihaven.

Hyggelige aftener med det meste af familien samlet.

Den eneste, der var forhindret i at deltage var næstyngste bror, Bent, som var på lejrskole med sin 5. klasse. Men ellers var vi alle samlet til varm mad og familiehygge. Dog fik yngste bror, Poul, sin mad serveret på sit kælderværelse - lettere socialt sky, som han var. Han dukkede dog altid senere op og deltog i fjernsynskiggeriet fra sin lille udkigspost i entréen.

Fjernsyn var og blev aldrig Karls kop te. Her manglede i alt for høj grad naturens lyde og lugte, så Karls koncentration om den lille sorthvide fjernsynsskærm var ikke-eksisterende. Som han sad der lidt tilbage i stuen, brugte han derfor anledningen til at fortælle de nærmestsiddende - som mærkeligt nok ikke var så nærtsiddende, når bortses fra Ruth, som havde den opfattelse, at vi alle skulle være der på vores egne betingelser - om sine seneste fund og sine seneste samtaler med museumsinspektøren på den lokalhistoriske samling i det lille samfund oppe nordpå.

Karls stemme, langsom og dyb som den var, lagde en baggrundslyd ind i hele scenariet, som fik selv den velvilligt indstillede Ruth til at døse hen for med jævne mellemrum at vågne op og mumle: "Interessant, Karl, interessant".

Anna, som jo var ansvarlig for aftenkaffen og derfor var nødt til at være frisk, var ikke helt så diplomatisk. Hendes jævnlige kommentar til Karls monotone stemmeøvelser i stuens dunkle baggrund var: "Hold nu kæft, Karl, hold nu kæft lidt".

Enten hørte Karl det ikke, eller også overhørte han sin mors bemærkning.

Men Annas udbrud havde hver gang den konsekvens, at Ruth vågnede og udstødte endnu et "Interessant, Karl, interessant".

Således råhyggede vi os frem mod aftenkaffen, der sædvanen tro blev serveret med et stykke af Annas braddepandesandkage. Sådan en braddepande sandkage kunne strække sig til adskillige aftenkaffer og blev efter Annas mening kun bedre og bedre af at stå lidt.

Annas med rette berømte braddepandesandkage

Vel var Poul socialt sky, men han besad også en bramfri side. Så når det var hen mod 4.-5. dagen for sandkagen, talte han vel egentlig på fleres vegne, når han bad om endnu et stykke 'cementkage'. Poul kunne som den yngste og som Annas øjesten, som den eneste slippe godt afsted med den slags. Ja, selv når han bad om en kniv og smør til den lettere bedagede sandkage, hentede Anna det til ham med et lidt opgivende smil, "Den ungdom, den ungdom". Og det hører selvfølgelig også med til billedet, at Poul da også kun var i tyverne.

Pouls entrétaburetbord

Sådanne familieaftener kunne man næsten sætte i musik. Fjernsynet, Karls basmumlerier, Ruths tenor indspark, Annas højlydte tilrettevisninger og Pouls abrupte indfald fra entréen, hvorfra kun lige hans hoved var synligt fra stuen.

Ingen tvivl om, at disse aftener har haft deres store betydning for min senere interesse for den instrumentale besætning i bigbands og symfoniorkstre.

I øvrigt mundede Karls havearbejde ud i et mindre skænderi med Oluf, som fik Karl til at pakke sin spade ind igen og rejse hjem. Karl havde med ildhu gravet hele matriklen igennem - også en mindre græsplæne, som Oluf bedyrede, at han havde bedt ham grave udenom.

Der gik dog kun en lille måneds tid, så var Karl tilbage med græs- og blomsterfrø.