top of page

Cykelcross bane i baghaven

  • JFB
  • Mar 25, 2017
  • 2 min read

Et frisk alternativ til køkkenhaven

Alle husene på vejen i Silkeborg havde et stort stykke have bag huset. Mange kombinerede køkkenhave og græsplæne, andre anlagde køkkenhave over det hele, og atter andre lod haven ligge brak for så i perioder at udnytte den til alternative formål.

Til den sidste gruppe, den med de alternative formål, hørte Lund-familien (Gerda og hendes to sønner Steffen og Allan). Ingen af dem havde lyst til at holde en have eller grave i jorden, bortset fra når de lige fik en god idé, som kunne realiseres i haven.

SørenP tager de første spadestik til Silkeborg Cykelcross Bane i fru Lunds baghave

Den gode idé kom som regel fra Steffen og Allan og ofte uden deres mors vidende.

Således også idéen om at anlægge en cykelcross bane.

Og jeg skal da lige love for, at der blev gået til makronerne med spader

og skovle. I løbet af en uges tid var det plane stykke have fuldstændig forandret og fremstod nu som en ellipsisk cykelbane med sving af varierende sværhedsgrad, bump og stejle sider, som man ser det på

rigtige cykelbaner.

Mange af vejens børn havde deltaget i anlægsarbejdet, som med stor ildhu blev ledet af Allan og SørenP.

[ Vi var desværre nødt til et par gange at binde Lars til en tørrestativstolpe henne i vores egen have. Han ville også være med til at anlægge cykelcross bane, men han var for lille og gik i vejen. Det lyder måske hårdt, men han fik selvfølgelig lidt snor, så han kunne bevæge sig ud i haven fra stolpen, hvis han da ikke var så dum at gå den samme vej rundt mange gange og på den måde binde sig selv tæt op ad stolpen, men så var han jo også selv ude om det! ].

Nå, men så blev der ellers cyklet og væltet og cyklet og væltet og hujet og piftet. Banen var en fantastisk succes i 3 uger, indtil Steffen og Allan fik en idé til en kolossal hule med flere ind- og udgange.

Og sådan ændrede haven karakter gang på gang. Indimellem hjalp Gerda med at nulstille haven ved at bestille en mand med en gravko.

Set med datidens øjne - og vel egentlig også med nutidens - var Gerda en noget utraditionel mor.

Flere år senere besøger Gerda, Steffen og Allan os i Århus,

hvor vi da også lige vender vores fælles succes med cykelcross banen

Comments


Featured Posts
Recent Posts
Archive
Search By Tags
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page