Guldbryllup

Anna skal have sin fest!

I slutningen af 1960'erne fejrede Anna & Oluf guldbryllup.

Med Olufs ord: "Jeg véd, hun gerne vil holde fest, så det skal hun få!"

Og festet blev der for den nærmeste familie og gode venner.

Her 50 år senere er det sjovt at se, hvor godt man husker festen og de enkelte familiemedlemmer ud fra blot et par uskarpe og gulnede fotografier (sandsynligvis fotograferet med et Topcon Uni spejlreflekskamera).

Et veltilpas guldbrudepar skåler med gæsterne

Guldbrudeparret sidder centralt på den ene langside med de to ældste børn ved deres side, Karl til højre for Anna, og Ruth til venstre for Oluf.

I det daglige var Oluf påholdende. Han var nok ellers det, man vil kalde 'ved muffen'. Udover sit job som smed ved DSB havde han købt og solgt ejendomme et par gange, så han og Anna savnede ikke noget.

Når han (og selvfølgelig da også Anna, men vi var jo i et patriarkat) inviterede til fest, var han stolt over at se sin familie og sine venner omkring sig. Og så blev der ikke sparet på noget.

Det er helt tydeligt et veltilpas guldbrudepar, der skåler med gæsterne.

Ved sådanne lejligheder lod Oluf ikke Anna noget tilbage, hvad angik munterhed og veltalenhed - også her lidt i kontrast til hverdagens mere fåmælte Oluf.

Ældstesønnen Karl er taget lige på kornet. Karl var godheden og tålmodigheden selv. Der var ikke det, han ikke ville gøre for sine forældre.

Karl var kendt for sin legendariske distraktion, altid i egne tanker et andet sted, end der hvor han rent fysisk befandt sig. Således også på fotografiet her. Gad vidst, om han sidder og mindes sit seneste stenfund eller i det skjulte pudser lidt på en særlig smuk forstening. Karl var nem at tale med, man skulle bare lige 'ringe ham op' et par gange, så orienterede han sig hurtigt i tid og sted - og så var han klar.

Ruth var familiens naturlige centrum. Det er ikke for meget at sige, at hun var det sociale bindemiddel, som sikrede, at familien var en familie. Altid smilende, altid opmærksom, inddragende alle i samværet. At Lars har fået plads ved siden af Ruth, passer ham fortrinligt, altid bakket op og støttet som han var af sin mor.

Else, Bent, den lille frk. Jensen og hr. Jensen - for bordenden SørenP

På den anden side af bordet sidder næstyngste søn, Bent med sin hustru Else. Også de to bon'er klart igennem på fotografiet. Else, et dannet og elskværdigt menneske, altid mentalt og intellektuelt observerende, sjældent følelsesmæssigt nærværende. Else var uddannet barneplejerske - og lærer som Bent.

Bent blev vel aldrig helt voksen. Han bevarede legebarnets umiddelbarhed, havde et godt og lyst humør og var god til at fortælle om sine oplevelser.

Han kunne give sine fortællinger lige det ekstra lille drej, som gjorde ham spændende og meget morsom at høre på. For os andre blev morskaben (i det skjulte) kun så meget desto større, når vi igen og igen måtte høre Else sige: "Nej, sådan var det da ikke, Bent!", hvorpå hun korrigerede historien og gjorde hændelsen flad og ligegyldig. Stor, stor komik (i det skjulte).

Noget helt parallelt gjorde sig gældende, når Bent lavede sjov og ballade med deres datter, Marianne. Det fik ofte Else til at bryde ind og pointere, at ikke for at ødelægge morskaben, men nu var hun jo altså uddannet barneplejerske, og lige præcis det, Bent havde gang i der, var ikke godt for små piger. Stor, stor komik (i det skjulte).

Poul, yngstesønnen deltog ikke i festen. Det der med at være socialt synlig og skulle tale med andre var ikke lige hans kop te.

Til venstre for Bent sidder den lille fru Jensen med sin mand, hr. Jensen.

Et par som Anna og Oluf havde kendt siden ungdommen.

Og for bordenden SørenP og fotografen Jan, der lige pt er i aktion.

En formidabel fest i en formidabel familie!