Smukke Aage in Memoriam

Vis mig, hvad du kan!

Omkring 5.-6. klasse flyttede vi fra Silkeborg til Århus. Ruth arbejdede som bekendt ved SOK i bunkeren i Marselisborg skovene, hvor hun havde skiftevagter, 1 døgns tjeneste, 3 døgn fri. Selv om hun havde en del fritid, var der alligevel meget rejseri, så da morfar Oluf tilbød os en lejlighed i sin ejendom i Århus, takkede vi ja og flyttede.

Ruth med SOK-kolleger

For børn betyder flytning nyt fodboldhold, nye kammerater og ny skole.

SIF blev afløst af AGF - hvor min træner havde været så venlig at ringe til AGF-træneren og fortælle, at der kom en dreng fra Silkeborg, som gerne ville meldes ind.

Men det er nu især det første møde med den nye skole, som står helt klart i erindringen.

På min allerførste dag - et par uger inde i det nye skoleår - havde vi overlærer Aage Hansen (som han præsenterede sig) i de to første timer.

Første time engelsk, anden time sang.

Den nye elev, mig, skulle selvfølgelig testes for, hvad han havde lært i engelsk, som var nyt fag på klassetrinnet. Hr. Aage Hansen skrev en række substantiver - apple, car, sun, icecream, sea, elephant - på tavlen og bad den nye elev udtale ordene med den korrekte foranstillede artikel.

Jeg sprang lettere nervøs lige ud i det og svarede "a apple", hvilket foranledigede, at en skov af klassekammerathænder røg i vejret. Aage Hansen tyssede imidlertid på eleverne og sagde: "Prøv lige igen, Jan, jeg er sikker på, du véd det". Og det var lige det, der skulle til. Alt faldt på plads, og jeg brillerede både med de ubestemte artikler a, an, og med de bestemte the [ðə] og the [ði].

Tak til hr. Hansen, som vendte nederlag til sejr.

Hr. overlærer Aage Hansen, "Smukke Aage"

Sangtimen begyndte på præcis samme måde. Den nye elev skulle testes. Før testen forklarede hr. Hansen (som jeg i frikvarteret havde fået at vide altid blev omtalt som "Smukke Aage" på grund af sit trivelige korpus, sine briller og sin udprægede skaldethed), at alle eleverne havde været igennem den samme test, og at det var en test, som skulle bruges til at placere eleverne i klasselokalet efter deres stemmeleje og øvrige sangkvalitet.

"Så hvis du lige kommer herop til klaveret, Jan, og synger 'Op, lille Hans', så akkompagnerer jeg".

Det var jeg helt tryg ved. For af en eller anden grund var jeg kommet i vane med at fløjte og synge i vilden sky, når jeg stod hjemme i køkkenet og vaskede op. En næsten dagligdags foreteelse.

Hr. Hansen spillede - og jeg sang, så det gjaldede. Flot lød det med musik til, det var jeg jo ikke vant til hjemme i køkkenet. Så da hr. Hansen ret hurtigt holdt inde med akkompagnementet, lagde jeg ikke mærke til det, men fortsatte med at synge. Ingen tvivl om, at hr. Hansen kunne mærke mit engagement og min lyst til sang.

Alligevel sagde han: "Tak, Jan, tak skal du have", og da jeg ikke reagerede tilføjede han med større stemmestyrke: "Det rækker, Jan, tak, tak!"

Jeg holdt inde.

Hr. Hansen kiggede på mig henover sine briller og sagde: "Tak for det, Jan. Det var lærerigt. Nu skal du høre, jeg vil gerne bede dig om at sætte dig nederst i vinduesrækken i sangtimerne. Og så må du lave lige, hvad du vil. Bare du ikke synger med!"

Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik, men jeg tog min skoletaske og satte mig ned bagved.

Forunderligt nok var der ingen fnisen eller kommentarer fra mine klassekammerater.

Det var åbenbart helt naturligt, at nogle sad nede bagved og lavede lige, hvad de ville i sangtimerne.

Testen og dens resultat førte da heller ikke til, at jeg sang og fløjtede mindre, når jeg vaskede op.