Kan det da virkelig passe!?

I erindringens krystalklare lys

Om visse hændelser, man mener at kunne erindre, tænker man:

"Kan det da virkelig passe?"

Sådan har jeg det med den følgende erindring, hvis sandhedsværdi, jeg egentlig ikke betvivler. Jeg var der jo selv. Men alligevel. Var det nu også sådan, det foregik? Har tiden ikke udvisket visse detaljer og føjet andre til?

For mange, mange, mange år siden gik vi i skole om lørdagen. Men lørdag var alligevel en rigtig god dag, for vi fik tidligt fri - allerede ved 13-tiden. Og så var lørdag jo 'lille-søndag', præcis som torsdag i dag er 'lille-fredag', der på sin side igen er 'lille-lørdag'. Tingene har bare rykket sig.

De lørdage, hvor Ruth ikke havde vagt hos SOK - og det var heldigvis langt de fleste - havde vi den tradition at spise en fælles, udvidet frokost kl. 14. På menuen stod altid varm leverposteg med friskstegt bacon fra slagter Nielsen og friske, hårdkogte landæg fra Fisker i ismejeriet.

Når vi sådan sad og råhyggede over frokosten og leverpostegen, fulgte vi helt naturligt med i, hvad der foregik ude på gaden. Vi kendte de fleste af dem, der passerede forbi, og de fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Erik, der nu igen havde skudt til måls med sin luftpistol ude i gården, og enebarnet Leif, som SørenP skulle hen og lege med senere - flink, men noget forkælet. Han fik altid det legetøj, vi også ønskede os.

Et antal gange om sommeren (nu skriver jeg forsigtigt 'et antal gange'

for egentlig husker jeg det, som om det skete hver eneste lørdag) var vi frokostvidner til en bizar hændelse.

Mejerimanden havde en voksen søn, hvis ben ikke var lige lange. Det blev forsøgt kompenseret med særligt fodtøj, som tillod sønnen at bevæge sig relativt ubesværet rundt. Blot ikke, når det gik nedad.

Hvad der derfor fik ham til at vælge turen ned ad vores gade i stedet for den modsatte vej, må stå hen i det uvisse. Men det gjorde han.

Ved frokostbordet sad SørenP og jeg placeret, så vi var de første, der fik øje på ham, når han kom gående ned ad vejen. 'Kom gående' er nok ikke nogen god beskrivelse. Han kom snarere styrtende. Hans fart ud for os var dog afhængig af, hvordan han tidligere på ruten havde disponeret sin tur.

For se, problemet for ham, når det gik nedad, var, at han fik mere og mere fart på og ikke selv kunne stoppe. Han havde imidlertid fundet en strategi, der med jævne mellemrum nulstillede hans fart, så han undgik at falde, så lang han var på fortovet.

Når hans hastighed nedad gaden havde nået en vis faretruende størrelse, strakte hans venstre arm ud og greb fat i gelænderet til den kælder-nedgang, han netop passerede.

Hvad der derpå skete, var en blanding af den dybeste uhygge og den højeste komik.

Sønnens fart og hans greb om kældergelænderet katapultede ham ned i kælderskakten med en rasende fart.

Først var han der, så var han væk!

I dag, mere end halvtreds år senere, har ejerforeningerne de fleste steder ombygget de tidligere cykelkældre til lejligheder. De dybe kælderskakte er afløst af mindre gelændere og en lille trappe ned til kælderlejligheden. Men det var her, det skete.

De første gange, vi bevidnede optrinnet, troede vi ikke vores egne øjne.

Det er nemt nok at sige, men vi sad fuldstændig paralyserede og kiggede på hinanden - på den ene side med rædsel i øjnene og på den anden side med en latter, der truede med at bryde alle grænser og kaste os hulkende ud i ukontrollerbare latterkramper.

Et blik på Ruth fik os dog til at forstå, at her skulle ikke grines.

Allerførste gang vi oplevede sønnens hastighedsdæmpende strategi, fór Ruth da også over gaden for at hjælpe sønnen op ad kælderskakten.

Det fik hun ingen tak for. Sønnen bandede og svovlede, talte med sig selv, og bad bramfrit Ruth om at passe sig selv, hvorpå han lettere skrammet trak sig op fra kælderskakten og fortsatte sin accellererende tur. For så at gentage sin opbremsning i en kælderskakt længere nede ad gaden.

Kan det virkelig være rigtigt, at det gentog sig hver lørdag sommeren igennem? Og hvad med sønnens stakkels hoved og de mange hudafskrabninger? Havde vi dengang disponeret over en iPhone, var det nok blevet til en lille privat dokumentationsvideo.