Pludselig kan man bare

"Man skal kravle, før man kan gå",

siger det gamle visdomsord overleveret fra arilds tid.

Jo, jo, det er måske rigtig nok, men man behøver jo ikke ligefrem skilte højlydt med, at man er "under uddannelse".

I hvert fald kender vi mindst én, der finder sig godt tilpas ved at træne sådan lidt for sig selv, i enrum - for så at springe fuldt færdig ud, i dette tilfælde som cyklist!

Men lad os lige tage tingene i rigtig rækkefølge.

Op over dørtrinnet og videre, hvor svært kan det være?!

Frederik øvede indædt og koncentreret gåning i sin gåstol og fandt lynhurtigt ud af, at sådan et hjælpeapparat skulle løftes over dørtrinene. Gåstolen fik dog hurtigt lov at stå ubrugt ved kravlegården. Frederik ville selv gå, og faldt og skrabte næsen, og ville selv gå, og faldt og skrabte panden, og ville selv gå, og ...

Men vedholdenheden og de mange sår, som i en periode kronisk var tilstede, gav resultat.

... han gik og gik og gik og gik ...

Pludselig en dag løftede Frederik armene og jublede uden støtte sine første skridt lige i armene på en bekymret mor, der i ånden så rækken af sår blive udvidet med endnu et par stykker. Men, halleluja, Frederik gik, og nu var han slet ikke til at styre. Han gik og gik, stødte ind i ting, faldt, rejste sig, gik og gik og i længere og længere perioder uden fald. Det var så det.

Den fødte "gyngehester"

Næste udfordring: Gyngehestegyngning.

Det viste sig, at Frederik var den fødte gyngehester. Han satte sig på gyngehestejulegaven og gyngede hestevant fra første øjeblik med en tilskuermormor, der ikke troede sine egne øjne.

Og så var det blevet tid til cykling. Ikke det her babypjat med at sætte sig på en trehjuler og skubbe fra med fødderne, så man krabbede sig fremad. Nope, cykling, rigtig cykling.

Basse, Robert og Hanse krabber babycykling

Så i en periode mens de andre, Basse, Robert og Hanse, krabbede sig fremad og trak hinanden i legevogn, var Frederik 'væk' - for så pludselig en dag at komme cyklende frem fra bagsiden af legehuset!

Pædagogen Inge blev helt perpleks, for cykle kan så små børn da ikke, og da slet ikke sådan uden videre, uden træning. Da vi derfor hentede Frederik senere på dag 1 for cykelkompetencen, blev vi mødt af en stolt og forvirret pædagog, der lige ville vise os noget.

Og stolte var vi da selvfølgelig også, da vi så Frederik køre lettere slingrende rundt på cyklen.

Like dad like daughters ...

Havde vi dengang vidst, at cyklingen kun var første skridt på vej mod kubikhidsige motorcykler på svenske racerbaner, kan det godt være, vi havde skældt pædagogen lidt ud.

"Flyt dig, farfar. Vi skal ud og race!"

Og hvad så med Frederiks egne døtre, kunne man fristes til at spørge?

Ja, hvad tror I?