En trappegyser - et traume for livet?

Fjernsyn hos fru Lund, 2

Nu vi er inde på TV-aftenerne hos vores gæstfri nabo, kan jeg godt her i dag på Larses nioghalvtredsindstyvende fødselsdag (tillykke Lars) komme med en lille indrømmelse - det er jo trods alt så længe siden, og Lars tog vist nok ikke alvorligt skade af det ..

Fru Lund med naboer

Som alle véd, var vi tre brødre.

Lars var det, man betegner som en efternøler, men ikke for noget,

bestemt god nok for det. Men som efternøler var han i nogle år for lille til at komme med til fjernsynsaftener hos fru Lund. Så han blev lagt i seng,

og så skiftedes vi to større brødre til at løbe hjem en gang imellem for at se, om alt var vel, og Lars sov godt, og det var det, og det gjorde han altid.

Men nu kunne fjernsynet være så spændende, at vi syntes, det tog for lang tid at løbe helt hjem, så SørenP eller mig – vi kan ikke helt huske, hvem af os det var, måske os begge to – fandt en alternativ måde at checke Lars på.

Han sov jo alligevel altid godt og trygt. Så vi gik bare lige uden for døren for så straks at smutte ind igen og trække vejret, som efter en voldsom løbetur, mens vi sagde: ”Ja, alt er i orden, Lars sover”.

Sådan en aften med meget fjernsyn og flere alt-vel-kontrol-løbeture,

kom vi hjem og fandt Lars stående i mørke midt på trappen fra første sal.

Lars stod bare der i mørket ...

Han havde åben mund, men var holdt op med at græde.

Han stod bare der med vidtåbne øjne og åben mund uden en lyd midt på trappen.

Det var et syn og en oplevelse, ingen af os nogensinde glemmer.

Jeg vil vove den påstand, at oplevelsen næsten var værre for SørenP og mig - måske nok kun næsten, men alligevel ...