Naturbørnene fra de store Silkeborgskove - en føljeton i flere dele

Fisketur med lidt verbalt krydderi

Når man vokser op midt i det midtjyske søhøjland med skov og sø stort set lige udenfor døren, er det vel kun naturligt, at man i en meget tidlig alder lærer at begå sig i naturen. Man bygger huler, graver fælder, laver flitsbuer, klatrer i træer, svømmer og fisker.

Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at SørenP og jeg af og til også som lidt ældre tog på fisketur. Vi fik ganske vist med tiden et lidt mere distanceret forhold til aktiviteten. Hvor vi tidligere tog en smule hensyn til fiskepåklædning (det sørgede vores mor for, "og lad nu være med at falde i vandet"), tog vi senere afsted i det tøj, vi stod og gik i. Bemærk fx. det helt afslappede fodtøj på fotografiet: Sundhedssandaler eller Klip-klappere, som de også blev kaldt.

En af vores mors arbejdskammerater ved SOK havde et sommerhus ved Skæring Strand, som vi lånte nogle uger om sommeren et par år i træk.

Og hvad var vel mere naturligt end at stå tidligt op og tage ud og fiske. Aftenen forinden havde vi gravet orm, som lå i avispapir i vores fisketasker, som også rummede fiskehjul, prop, kroge, bly og nogle enkelte blinkere, hvis vi skulle finde på at fiske med sådanne.

To morgenduelige lystfiskere i casual fiskeoutfit

Vi havde fået lov at låne robåden, som tilhørte sommerhuset, så vi stak mod bådebroen ved 6-tiden om morgenen.

Allerede på lidt afstand kunne vi høre, at vi ikke var de eneste, der havde fået den gode idé at fange en skrubbe eller to med persillesovs til aftensmaden. Tydelige drengestemmer skar gennem den kølige morgenluft, og vi kunne ikke undgå at høre, at den ene dreng kaldte den anden 'blyant'. Da vi kom nærmere forstod vi også hvorfor.

For sjældent eller i virkeligheden aldrig havde vi set noget så tyndt og langt, som 'blyant'.

SørenP havde en evne til at komme ind på alle mennesker, ikke mindst på grund af sin underfundige humor, så for ham var det helt naturligt at kigge op på de to drenge nede fra robåden og spørge: "Blyant, gider du ikke lige løsne båden?" Og det gad Blyant godt, så snart var vi godt i gang med fiskeriet.

Den lille oplevelse fik i øvrigt en pudsig fortsættelse det følgende år.

Vi løb ind i de to letgenkendelige drenge ved købmanden i Skæring og hilste på dem med et frejdigt: "Hej Blyant".

Blyants kammerat så lidt indigneret på os og korrigerede:

"Det er Farveblyant, kan I ikke se han har fået bumser?"