Vel nok den mest mislykkede ferie nogensinde

"Sommerferie" i Hvalpsund

Vi - Ragnhild, Inge, Jan, Frederik, Pernille - havde lejet et sommerhus af en af Ragnhilds DSB-kolleger i juli 1974.

Sommerhuset lå i Hvalpsund, ikke langt fra vand og fin natur.

Vi glædede os.

Og havde ikke den mindste fært af, at det skulle blive den mest mislykkede sommerferie i mands minde.

Alt startede sådan set fornuftigt nok. Vejret var lidt lusket, men ferieoptimismen tilsagde, at det nok skulle blive bedre.

Vel ankommet til Hvalpsund (her bagefter kan man godt fornemme, hvordan alene navnet rummer uheldssvange undertoner), installerede vi os og lagde an til kaffe.

Mens vi nød en efterkaffe-cigaret og -cigar, slog det os, at Pernille og Frederik da vist var lidt vrøvlede.

Vi tilskrev det køreturen og ferieanspændtheden.

Vi holder humøret oppe ved at ride ranke ...

I de kommende dage blev vejret dårligere og dårligere, koldt, blæsende, regnfuldt med kun små, korte ophold mellem de piskende byger.

Vrøvleriet og småpylretheden hos og mellem Frederik og Pernille blev ikke bedre. Vi forsøgte - måske en anelse anstrengt - at holde humøret oppe ved at ride ranke og kaste børnene op i luften og gå regnvejrsture og drikke kaffe og ryge, men lige lidt hjalp det.

... og gå regnvejrsture ...

Mens vi sådan sad og ledte efter levende råd, mente Ragnhild, at Frederiks næse da vist løb lidt mere end godt var og lidt mere end normalt.

Hun inspicerede situationen og formelig brændte sig på Frederiks pande. Der var ikke andet at gøre end at ringe efter lægen. Tilbage i 1970'erne i Hvalpsund aflagde familielægerne stadig hjemmebesøg, så der gik ikke lang tid, før en sådan indfandt sig. Det tog ikke den venlige huslæge mange minutter at konstatere, at Frederik da havde mellemørebetændelse og skulle have penicillin og ikke måtte udsættes for kulde og træk.

Vi hentede medicin på Apotheket.

Dagen efter havde intet ændret sig. Vejret, småpyller, sygdom - alt fortsatte som det var begyndt.

Frederik klædt på, så han ikke kan bevæge sig ...

Dog, vi klædte børnene så godt på, at de ikke selv kunne gå, hvorfor vi naturligvis bar rundt på dem under hele eftermiddagsregnvejrsturen.

Uvejr gjorde himlen mørk allerede ved 18-tiden, så vi enedes om, at mad og kaffe og smøger og cigar nok var, hvad der skulle til - og vendte tilbage til sommerhuset. Sommerhuset var i mellemtiden blevet ganske koldt. Der var gået et par sikringer, så elradiatorerne havde slået fra, og blæst og kulde havde gjort sit til, at huset hurtigt var blevet mere end almindeligt fugtigkoldt.

At der heller ikke var mere kaffe i hele huset, gjorde udslaget. Vi kiggede på hinanden, og Ragnhild spurgte: "Hvornår kan vi være i Århus, hvis vi kører nu!?"

Ja, indrømmet, vi formelig flygtede fra sommerhus og Hvalpsund. Rengøring måtte vi tage stilling til senere, nu gjaldt det bare om at komme ud og væk og hjem.

Vi kom hjem til Århus - og dagen efter tog Jan og Lars til Hvalpsund og gjorde rent - og siden har vi ikke nærmet os den del af Jylland.