Undulat i knibe

Kæledyr og ferie - skal de med eller ej?

Alle med kæledyr kender problemet, når ferien står for døren.

Skal det elskede væsen så med på ferie, i pension eller være alene hjemme.

En udfordring vi stod i midt i 1970'erne, hvor vi planlagde en udvidet weekend med DSB til København.

Skulle vi tage Nippe med, bede naboen se til den eller lade den være helt alene hjemme?

Ragnhild og Nippe havde et helt særligt forhold til hinanden

[Her beder jeg om forståelse for, at vi aldrig har vænnet os til at personificere vore kæledyr i så høj grad, at vi omtaler dem som han/ham eller hun/hende - ikke at vi nogensinde har haft en hun, måske lige bortset fra en gubbihun i en kort akvarieperiode].

Nå, men tilbage til Nippe. Ragnhild, Frederik og jeg drøftede nøje, hvad der var bedst for Nippe. Frederik mente, at vi sagtens kunne have Nippe med - den var jo i bur - og han ville gerne sidde med buret på skødet i toget.

Men efter megen debat enedes vi om at lade Nippe være alene hjemme.

Vi ville så til gengæld forsøde Nippes alenetilværelse med lidt undulatguf fra fuglehandleren. Ekstra lækre fuglefrø formet som en klokke, majskolber med skruelåg til at hænge op i buret og endelig en lille gylden klokke, som ringlede, når Nippe skubbede til den med næbbet - ja, vi havde næsten lyst til at blive hjemme bare for at se Nippe muntre sig med alle disse fine sager.

Næste store spørgsmål: Skulle vi lade døren til buret stå åben, så Nippe kunne flyve ind og ud, som den havde lyst til? Nogle vil måske sige,

at det kunne være lidt ulækkert, når en undulat sådan fløj frit rundt og undulatklattede overalt, men har man selv haft en undulat, véd man, at det ikke er noget problem. Undulatklatter er ganske små og tørrer lynhurtigt ind, så de er nemme at fjerne med en støvsuger.

Vi blev enige om, at lade døren stå åben.

Således velfornøjede og tilfredse med vores kæledyrsløsning tog vi til København på personalebilletter.

Farvel så længe, Nippe - vi kommer snart hjem igen

Pernille og Frederik snakkede selvfølgelig lidt om, hvordan Nippe mon klarede sig alene hjemme, men vi var alle fulde af fortrøstning.

Vi havde gjort vores hjemmearbejde.

Da vi kom hjem igen til Ingersvej, løb Frederik som det allerførste ind på sit værelse for at se til Nippe.

Men Nippe var der ikke!

Døren ind til værelset havde været lukket, ingen vinduer var åbne.

Hvordan kunne det hænge sammen? Ubegribeligt! Vi ledte og ledte

- men uden held. Nippe var og blev borte. Ingen af os brød sammen, men så man nøjere til, ville man måske kunne få øje på en let overlæbebæven hos en af os.

Ragnhild og jeg pakkede ud og lagde an til en kop kaffe, mens Frederik ledte videre. Pludselig kom han farende ud i køkkenet:

"Jeg hørte Nippe sige pip inde fra skabet!"

Glade over Nippes livstegn for vi ind på Frederiks værelse, åbnede skabet og så os grundigt omkring. Men ingen Nippe. Heldigvis lød der endnu et pip (eller snarere et meget stille pep), og nu mente vi alle, at det kom inde fra skabet - eller måske snarere fra bagsiden af skabet. Det store tøjskab stod skubbet næsten helt op til væggen med kun tre centimeters afstand.

Kom peppet inde fra den smalle gang bag skabet?

Aldrig har Frederik løbet så hurtigt, som da han spurtede ud i entreen og hentede vores lommelygte, som lå derude ved siden af sikringerne.

Lygten blev tændt, og lysstrålen rettet ind i den smalle gang. Og derinde - med næbbet helt op mod den fjerneste væg stod vores Nippe og udstødte endnu et svagt pep. Det var et tungt tøjskab, som ikke lige sådan kunne flyttes, så vi måtte have fat i et kosteskaft og et støvsugerrør, som vi satte sammen med et par kraftige elastikker. På den måde kunne vi lige nå ind til Nippe og forsigtigt skrabe den ud til os.

Glæden var ubeskrivelig. Med den allerstørste forsigtighed blev Nippet hjulpet ind i buret og sat på bunden ved siden af fuglefrø og vand.

Et par timer senere var Nippes pep igen forvandlet til pip.

Nippe, lidt dum, men musikalsk og en god kammerat ...