Pejsebrænde og Skarreklit
- JFB
- Jan 8, 2017
- 2 min read
Vigsø 1
Aktører: Ragnhild, Jan, Frederik, Inge, Carsten, Pernille - Sted: Vigsø
Sommerhusene i Vigsø er udstyret med åben pejs, men ikke med brænde. Under en køretur i Feriecenterets omegn i den Lysegrønne Opel Rekord A med soltag passerede den initiativrige familie stakke af store trækævler på 1,5 meters længde med en diameter på omkring 25 cm.
Carsten (hvis min erindring da ikke spiller mig et puds) satte ord på den tanke, som synkront slog ned i alle:
Her var da hyggebrænde til den åbne pejs.

Jan pumpede bremsen et par gange og bragte Opel'en til standsning, hvorpå han og Carsten adræt og hurtigt forflyttede ét styk kævle fra vejkanten ind i Opel'ens passagerkabine.
Hvorpå returrejsen straks påbegyndtes. Vores tanke var at lægge et solidt fundament af papir inderst i pejsen for så langsomt at skubbe den annekterede kævle længere og længere ind i ilden, efterhånden som den brændte.
Idéen var hentet fra Anders And bladene, så den skulle være god nok.

En tur i den Lysegrønne ved en senere lejlighed bragte den strandglade familie til havet ved Bulbjerg, hvor den 16 meter høje Skarreklit stod et par hundrede meter ude i havet.
Carsten og Jan, strandløver og daredevils, som de jo er, måtte lige en svømmetur ud og klappe "Klitten".
At det var blæst op og bølgerne nærmede sig den forkerte side af en meter (eller var det to?), cementerede naturligvis blot yderligere de to vovehalses beslutning.
Med kvinder og børn (!) som ængstelige vidner betvang Carsten og Jan al modstand og kravlede efter en strabadserende svømmetur op på Skarreklit uden at ænse, at de rev sig til blods på de mange konkylier og sneglehuse.Denne mandhaftige 'Skarreklit-bestigning' var stærkt medvirkende til, at Skarreklit væltede i en storm et par måneder senere.
Comentários