Så er der guf, kære bloglæsere
- Jan Frederik Bisbjerg
- Feb 18
- 2 min read
18.02.2025 Kunst serveret som 3 lækre pindemadder
Fra i dag
Med start allerede i dag kan I nyde smagen af nytilberedte godbidder, som ovenikøbet efterlader en frisk smag i munden.
Ikke noget med belægning på tungen eller madstumper mellem tænderne, næh nej, her taler vi om smukt fremstillede, letfordøjelige og dog utroligt velsmagende og næringsrige lækkerbiskner.
Som I, kære læsere, allerede har gættet - I kender mig jo - så drejer det sig om mentalt guf af allerhøjeste klasse, fornøjeligt og psykisk sundt som bare F.....
Med andre ord:
Senere i dag følger det første af tre indlæg, som alle går til stålet og taler om kunst på en måde, I aldrig før har oplevet!
Ja ja, store ord, jeg véd det godt, og det kan da også godt være, at en og anden af jer har oplevet noget, der svagt minder om det, men jeg skal jo holde jeres opmærksomhed fanget, så derfor. Og husk, det er i den grad til jeres eget bedste.

Hvem kan sige nej til pindemadder fra en af inspirationens ni muser?! Men hov, er der ikke fire ...? Jo, det er lige, hvad der er!
De tre pindemadder er:
1. Hvad er kunst?
Om alt fra agurker på betonvæg over skodkunst til kunst, der slet ikke er der.
2. Kunstens sprog En tømrersvend og en universitetsuddannet kunsthistoriker giver hver deres bud på en tolkning af værket, "To shit or not to shit".
3. Mental sundhed og kunst Mange, mange, rigtig mange undersøgelser viser kunsts gavnlige effekt på vores helbred. Og det gælder, hvad enten man er passiv bruger, eller man selv er aktiv udi kunstneriske aktiviteter!
For nu ikke at give den som klog og belæst lænestols-tørvetriller har jeg bedt chatGPT sammenskrive nogle få af de rapporter - indrømmet - jeg med fornøjet gnæggeri har tygget mig igennem.
(4) Bonus godbid
Ja, I altid vakse og årvågne bloglæsere, I har nok allerede gættet det: Netop som man troede, man var stopmæt, hva'be'har, så får man lige en fjerde pindemad. Alle tre indlæg kan nemlig også høres som podcast (på engelsk). Snup den oplevelse med, på med hørebøfferne, ud i naturen, og bliv i godt (endnu bedre) humør!
Vi høres ved senere i dag, eller allersenest i morgen ...
Jan Frederik Bisbjerg