Noget om sprog og poesi - gab, gab og atter gab

Servicemeddelelse: 1.118 ord og kun ét (ét!) billede. For at bløde lidt op på alting, har jeg indsat små kommentarer til teksten og farvet kommentarerne blå ...

Kun hvis du er på speed eller lige har slukket en joint, klarer du at læse hele den følgende tekst. Og for at gnide salt i såret, så er der kun ét billede og det til allersidst!

Til gengæld er teksten uforlignelig som sovemedicin.

Hvad siger den søvnløse for eksempel ikke til formuleringen: "Det åbne og upræcise sprog ... – den metaforiske, tvetydige, poetiske formulering ... ["Ja, ikke sandt, "Go'nat Ole, pengene ligger i vinduet". Snork, snork - og gid jeg aldrig vågner igen ...]

En spritny virtuel shop, "Ord & Digte"

Ikke desto mindre her kommer en introduktion til min spritnye, virtuelle shop, "Ord & Digte". Teksten begrunder samtidig på raffineret vis, hvorfor jeg åbner en sådan shop.

Derfor - bonderøve, socialister, marodører og ganske almindelige, helt utroligt kedelige og småtskårne ignoranter - her kommer en tekst, der enten hensætter dig i det eftertænksomme hjørne eller kaster dig ind i en lang, drømmeløs søvn.

"Ord & Digte"

Sproget er menneskets mest raffinerede redskab. Et system af tegn, lyde og rytmer, der gør det muligt at forme tanker, dele erfaringer og bygge bro mellem indre og ydre verdener.

Alligevel er sproget aldrig helt præcist. Hvert ord er en forenkling, et forsøg på at indfange noget flydende og uhåndgribeligt.

Et grynt, et udbrud, et enkelt ord som ”smerte” eller ”glæde” kan pege på en oplevelse, men aldrig rumme alle dens nuancer. Derfor er sætningen med dens bevidste valg af ord i sammenhængen afgørende, hvis vi ønsker at nærme os noget mere præcist, mere resonant [... ja, fremmedordene står i kø ...].

Det præcise contra det upræcise sprog

Men netop i sprogets upræcision ligger også dets største poetiske og menneskelige styrke. Sprog, der forsøger at være alt for klart, bliver ofte fattigt. Det reducerer virkeligheden til én bestemt betydning.

Det åbne og upræcise sprog derimod, den metaforiske, tvetydige, poetiske formulering, inviterer læseren eller tilhøreren ind som medskaber.

Når et digt siger: ”Jeg går gennem mørket med dine ord i lommen”, ved vi alle, at der ikke nødvendigvis tales om fysisk mørke eller bogstavelige ord. Vi oplever billedet, vi genkender stemningen, og vi fylder det med vores egne erfaringer.

Tvetydigheden åbner verden

Den upræcise sætning skaber rum. Den præcise sætning lukker.

I et teknisk dokument eller i en brugsanvisning er det præcise nødvendigt.

Her skal der ikke være plads til tolkning.

Men i mødet mellem mennesker, i kunsten, i den poetiske refleksion, er det netop tvetydigheden, der åbner verden. Den giver os mulighed for at spejle os, for at mærke noget velkendt i noget fremmed [... hva' siger du så, flot formulering ...].

På den måde bliver sprogets upræcision et spejl for menneskelig kompleksitet.

[Respekt! Hvis du har hængt på hertil, skal jeg sørge for, at du modtager en invitation til digtoplæsnings-aftenerne (hver onsdag) i "Ord & Digte"]

Når vi skriver eller taler i billeder, metaforer og antydninger, bevæger vi os væk fra sprogets umiddelbare overflade og ind i dets resonansrum [... hva'be'har, resonansrum!? ...] Her begynder ordene at klinge sammen – ikke kun i mening, men i lyd, rytme og stemning.

Et digt kan for eksempel rumme 10 forskellige sandheder [... jeg kunne også have skrevet 1.000, men det havde du nok ikke troet på. Så, det bli'r 10 ...] på én gang, uden at nogen af dem er den endegyldige.

Det er i dette rum, poesien arbejder: Ikke som en videnskab om fakta, men som en undersøgelse af betydning og oplevelse.

Verden bliver større, og hvem har ikke brug for det?

Digte viser os, hvordan sproget kan gøre verden større. Et digt kan give navn til en følelse, vi ikke vidste, vi havde. Det kan åbne et vindue til en andens perspektiv, så vi for en stund ser verden med et andet blik.

Sproget skaber altså ikke blot forbindelse mellem mennesker – det skaber også nye måder at være menneske på [... og det gør faktisk mange mennesker ængstelige ved digte, for hva' ka' det ikke ende med? ...].

I poesien bliver valget af ord en etisk handling. Hvert ord, hver pause, hver rytme er et valg om, hvordan vi vil møde verden. Et digt kan med få linjer udfordre vores opfattelse af tid, kærlighed eller død. Det kan vise, at det upræcise ikke er en fejl, men en form for sandhed. En sandhed, der erkender, at virkeligheden ikke kan indfanges fuldstændigt, men må sanses og genfortolkes igen og igen.

[... Snup hellere en kaffepause end at opgive læsningen. Tænk eventuelt lidt over, hvad du lige har læst, mens du snupper en latte ...]

Et nuanceret sprog = en nuanceret verdensopfattelse

At arbejde med sprog er derfor at arbejde med erkendelse. Når vi tager sproget alvorligt. Når vi vælger ordene med omhu, åbner dem og lader dem vibrere, lærer vi også at se mere nuanceret på os selv og andre. Sproget er ikke bare et redskab til at beskrive verden.

Det er en måde at være i verden på!

Poesiens særlige evne ligger i, at den udvider sprogets grænser. Den insisterer på at bruge ordene på nye måder, kombinere dem uventet, skabe forbindelser mellem det usammenlignelige. I dette møde opstår forståelse. Ikke som færdige svar, men som åbne erkendelser.

Sprogets upræcision er derfor ikke et problem, men en gave!

Den gør os nysgerrige. Den tvinger os til at lytte, til at deltage, til at tænke med. Når vi læser et digt, hører vi ikke blot forfatterens stemme. Vi hører også vores egen [... og det kan faktisk godt kræve mod og alvor, hvis man som mange lever en almindelig, relativt ureflekteret tilværelse]. Og måske er det netop dér, i spændingsfeltet mellem ordets betydning og læserens fortolkning, at sproget bliver levende: Som et fælles, uafsluttet projekt, hvor vi sammen forsøger at finde mening i verden!

Forståelse og selvforsvar

Sproget er ikke kun et redskab til at forstå verden. Det er også et middel til at forsvare sig i den. Ord kan beskytte os mod kaos, overgreb og forvanskning. Når vi sætter ord på noget, sætter vi også en grænse. Vi markerer, hvem vi er, og hvor vi står. Et præcist ord kan afvæbne en løgn, og et digt kan punktere magtens sprog med ironi eller klarhed [... tænk blot på, hvordan en nulevende præsident står tilbage helt afklædt, når vi i digtets form behandler hans totale utroværdighed og rablende idioti ...]

Sproget kan være et skjold, men også et våben, når det bruges til at afsløre det, der skjules. At beherske sproget er derfor at bevare sin frihed. Og retten til selv at navngive virkeligheden.

Jan Frederik Bisbjerg