Storby-arrogant og fordomsfuld

26.08.2024 - hvad en biograftur i Udkantsdanmark afslørede

Hvor storbydum og forudindtaget kan man være?

Det startede egentlig hos frisøren. Det var lykkedes for min lokale frisør over to klipninger at rette op på den skade diverse mere eller mindre faguddannede frisører rundt i verden havde forvoldt på min i øvrigt mere og mere sparsomme hårpragt.

Så langt så godt.

I vores samtale kom vi som sædvanligt vidt omkring, blandt andet spurgte jeg til byens biograf. Jeg mente at have set et ydmygt biograf-skilt og sluttede der ud fra, at biografen måske førte et tilbagetrukket liv med sjældne forevisninger, eller at den måske ligefrem havde lidt biografdøden.

Halvt skjult med utidssvarende typografi

"Nej, nej, ingen af delene var tilfældet", kunne frisøren oplyse mig om. "Biografen er meget aktiv, måske på lidt nedskruet blus i sommerperioden, men ellers med et varieret udbud resten af året".

"Javel, okay, men hvilken slags film viser biografen så" spurgte jeg og tilføjede, "der er vel mest tale om sådan lidt ældre film og lignende?"(Morten Korch, tænkte jeg, men det sagde jeg dog ikke)?

Nu kunne jeg godt mærke, at frisøren blev lidt pikeret. Hun foretog et par ekstra klip i luften lige ved mit højre øre og svarede, at nej, sådan var det bestemt ikke. Jeg kunne jo bare gå hen til biografen og ved selvsyn se plakaterne for de mange film, der var vist de seneste år - og ellers var det jo bare at gå på nettet.

Her er det nok på sin plads med lidt forhistorie.

Det følgende kan forhåbentlig bruges som en undskyldning? De seneste år har jeg bevæget mig en del rundt i verdens storbyer. Som pensionist og selvudgivende amatørforfatter nyder jeg at lade mig inspirere af pulsen og den megen virak, som udfolder sig i større byer. For eksempel er min seneste haiku-digtsamling skrevet i Paris, Berlin, Bangkok, London, København og Abu Dhabi.

Med alderen er det blevet behageligt at have en base i Danmark om sommeren. Og det er da slet ikke utænkeligt, at perioden langsomt udvides og kommer til at strække sig ind i foråret og efteråret.

Min basecamp i Danmark befinder sig pt. i det absolut yderste af Udkantsdanmark i noget af landets smukkeste natur. Men forestil jer lige, hvordan sådan en "verdensmand" som mig betragter Lillebyen med mindre end 8.000 indbyggere.

Ja, rigtigt (desværre): Storbydumt og arrogant!

Jeg bider flovheden i mig

Med lidt røde ører - flovhed eller frisørens faretruende klip tæt på - måtte jeg indrømme, at jeg ikke en gang havde opsøgt biografen og byens øvrige (?) kulturudbud. Jeg havde blot taget for givet, at i så lille en Udkantsby var der nok ikke noget at komme efter for en kosmopolit som mig.

Og hvor tog jeg fejl!

Jeg gik på nettet og kunne konstatere, at biografen samme aften havde premiere på en ny dansk film ("Mørkeland", efterfølgeren til "Kongekabale")  og i øvrigt spillede en række spændende film hen over de kommende måneder.

Jeg bestilte straks billet til aftenens forestilling.

Lillebyens Kulturhus

Biografen ligger i byens Kulturhus. Det ydmyge skilt, jeg havde bemærket, befandt sig på bagsiden af Kulturhuset.

Jeg havde ganske vist ved en tidligere lejlighed snuset lidt til Kulturhuset, men det havde altså ikke sat noget varigt aftryk hos mig. Det skal jeg lige love for, det gjorde nu.

Jeg havde bestilt billet på nettet, hvor der var ganske få pladser tilbage at vælge imellem. Det skulle da også vise sig, at forestillingen blev udsolgt. Nå, men jeg dukkede op i god tid. Nu skulle kulturlivet have en chance, og min fordomsfuldhed bestyrkes eller have et skud for boven.

Sikke et leben

Ikke alene var der kø ved det biograf-traditionelle popkorns-med-videre udsalg, men mennesker stod og sad rundt omkring i hyggelig samtale med hinanden (og NB: ingen scrollede på mobiltelefoner!).

Ukendt som jeg var på stedet, fulgte jeg i hælene på en lille gruppe, som virkede stedkendt. Jeg viste min iPhone billet og fik adgang. Det viste sig, at jeg havde ramt Kulturhusets teater (!), hvor der også var forestilling den pågældende aften. Folk sad forventningsfulde ved små borde, samtalede og så med mellemrum op på den lille scene, hvor musikinstrumenter var stillet klar. Også her var var der kø ved den lille bar, hvor mange benyttede chancen til at forsyne sig med et glas hvidvin.

Efter indkøb af en dansk vand uden citrus og uden brus og lidt snak med den venlige barbestyrer blev jeg klar over, at jeg befandt mig et forkert sted. Jeg véd ikke helt, om jeg havde forestillet mig, at der blev rullet et lærred ned fra loftet, hvor man så med en overheadprojektor ville vise aftenens film? Men på den anden side det kunne da ikke være rigtigt - Kommet så langt i overvejelserne udpegede barbestyreren biografen henne i den anden ende af bygningen, mens han samtidig tilbød at lade dansk vand handlen gå tilbage, da drikkevarerne var langt billigere henne i biografområdet. Ud med mig igen og hen til biografen, hvis døre netop var åbnet.

Kulturhuset, byens torv - det sociale mødested

Efter mødet med teatersalen havde jeg lige behov for at samle mig lidt og få pulsen ned, inden jeg entrede biografen. Mens jeg sådan stod og tog mig sammen, slog det mig, hvor mange af de fremmødte mennesker jeg havde set før. Nu jeg tænkte over det, var der da også flere, som havde nikket venligt til mig, og hvor jeg lidt fraværende havde nikket igen - optaget som jeg var af at orientere mig.

Men nu så jeg det. Kontrolløren ved teaterindgangen var tjener på byens fiskerestaurant, i teaterbaren genkendte jeg en klinikassistent og en pensioneret bibliotekar, billetkontrolløren ved biografen var bagerdamen fra Brugsen - og sådan kunne jeg blive ved.

Alle aktiviteter og kontakter blev varetaget med en for kosmopolitten helt uvant personlig kontakt, imødekommenhed og nærvær.

De mange frivillige fik alting til at glide i en hjemlig og hyggelig atmosfære. Alle var tydeligt mødt op med flere dagsordener, ja - vel skal vi da i biografen eller i teatret, men vi skal altså lige nå at vende "verdenssituationen".

God plads - også til strikketøjet

Lænestole med dobbelte armlæn og god plads, ikke som i flyet hvor man må kæmpe om albueplads, rum til drikkevarer og popkornbægre - fire store højttalere på væggene - og så startede filmen.

Reklamerne starter, strikketøjet kommer frem

Jeg blev imidlertid hurtigt indfanget af, hvad der skete blandt tilskuerne. For ikke så snart gik filmen i gang, før flere af de lokale kvinder som det mest naturlige i verden fandt strikketøjet frem - ingen grund til at lade en chance for halvanden times koncentreret strik gå fra sig.

Næste frisørbesøg

Ved næste justeringsklipning vil jeg ligesom i forbifarten nævne, at det er vel nok et inspirerende kulturhus, Lillebyen har - og sådan helt en passant fortælle, at jeg da både har været i biografen, i teatret og på det tilknyttede bibliotek.

Og så har jeg i øvrigt meldt mig ind i "Kulturhusets Venner" og er blevet inspireret til selv at gøre en aktiv kulturindsats.

Kulturhusets charmerende scene (efter forestillingen)

Ja, mellem os kan jeg godt i al fortrolighed oplyse, at amatørforfatteren i mig har fået lyst til at skrive en lille performance til opførelse med musikledsagelse i den charmerende teatersal.

Jan Frederik Bisbjerg - nu helt uden fordomme