Læs, prøv det, læs!!
- Jan Frederik Bisbjerg
- Mar 14, 2024
- 2 min read
14.03.2024
Gratis download: Om Verden - Verdens mindste Roman
Hørt i kassekøen i Føtex: "Hold da op, læser du bøger, hver dag?!"
Jamen, hillemænd - gør vi da ikke allesammen det?!
Næh, det gør vi åbenbart ikke, så er du ikke daglig boglæser endnu, så er det bare med at komme i gang.
Hvilke andre steder i den hele vide verden kan man på under en halv time være i selskab med en mand, der stryger sine underbukser, numerologer med ben i næsen, indiske guruers visdomsord, en dreng i et akvarie og et uopklaret mord?
Nej, vel - det lyder helt ubegribeligt. Derfor: Hvis du spørger mig, om jeg læser hver evig eneste dag, så er mit svar: Ja, det gør jeg da i den grad!
Verdens mindste roman
På bisbjerg's taler vi litteraturen og det skrevne ords sag med store bogstaver. Intet er derfor mere naturligt end, at verdens mindste roman debuterer på bloggen, og så er vi da selvfølgelig også stolte af, at forfatteren er en rigtig god bekendt af bisbjerg's.
Det ubegribeligt vidtfavnende indhold nævnt ovenfor finder man i den netop lancerede "Om Verden - Verdens mindste Roman".

Verdens mindste Roman
- forunderlig fra side 1
Vi missionerer
Lad os bare sige det ligeud, vi missionerer for læsning. Derfor har vi besluttet lidt utraditionelt at tilbyde læsere in spe at downloade romanen gratis og endvidere at give den et par ord med på vejen i form af en kort læsevejledning:
1. Hold ud
De første sider af romanen kan virke overvældende og som den rene galskab - ikke mindst for den utrænede læser. Men hold ud. For som man siger: Der er en mening med galskaben! Meningen folder sig intrigant og smukt ud under den fortsatte læsning.
2. Tålmodighed belønnes
Normalt ikke et udsagn som vi hos bisbjerg's abonnerer på. Hvor ofte viser det sig ikke - ikke mindst i kærlighed - at det gælder om at slå til, mens tid er. Ikke at forpasse sin chance. Men lige her, når vi taler om Verdens mindste Roman, er det den rene og skære sandhed. Læs, for s...., læs, og belønningen venter.
3. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det nok ikke sandt
Et godt udsagn at holde sig for øje, når reklamerne lokker med guld og grønne skove. Man kan nu en gang ikke købe en sydhavsø for 258 $. Men, men, selv om Verdens mindste Roman næsten er for god til at være sand, så er den virkelig sand!
Oplev ved selvlæs
Læse-novicer kan starte her - download gratis "Om Verden - Verdens mindste Roman". Du finder menupunktet "Downloads" under "Links"
Oplev ved selvlæs, hvordan din verden åbner sig indad og udad under læsningen.
Advarsel
En lille advarsel fra en afhængig læser. Læsning er stærkt vanedannende, men vi kan love dig, du vil aldrig ønske at tage en kold tyrker.
God fornøjelse! Jan Frederik Bisbjerg
PS Bogen er i e-bogs formatet EPUB, som har den fordel, at teksten ombrydes automatisk, og man har mulighed for at vælge tekststørrelse. Har man ikke en EPUB læser, kan den hentes på nettet.