Kongens Leverpostej
- Jan Frederik Bisbjerg
- Feb 28, 2024
- 2 min read
28.02.2024 Barndommens gade
Dette indlæg handler ikke om vores gode konge Hans Majestæt Frederik d. X – og dog.
Kongens leverpostej er et udtryk fra min barndom i Aarhus.
Når vi børn legede ude på gaden, i gården eller overalt, var der altid en, der skulle have sin lillebror eller lillesøster med.
De var jo for små til at være med i legen, men storebror eller storesøster havde fået besked på at tage lillebror med.
Så havde vi begrebet ”kongens leverpostej”, det betød at lillebror ikke var rigtigt med, vi lod bare som om.
Så kunne vi andre lege, og der var fred for lillebror.
Hvis vi f.eks. legede gemmeleg (put), så kunne vi finde et sted til lillebror at gemme sig, og så sad han der – sommetider meget længe, mens vi andre legede.

Her kan du gemme dig, lillebror!
Lillebror blev selvfølgelig sur eller begyndte at tude, hvis han fandt ud af, at han var kongens
leverpostej.
Det var vilkårene for os børn store som små.
Når jeg i dag tænker tilbage, var det egentligt også ret hensynsfuldt, som vi tog hensyn til de små – de fik jo lov til at være med på deres / vores betingelser.
Kan man også være kongens leverpostej som voksen?
A) Hvis man nu f.eks. er førtidspensionist eller beboer på et plejehjem, er man så kongens
leverpostej?
De er for syge eller gamle til at være rigtigt med i samfundet.
Hvis jeg nogensinde finder ud af, at jeg er kongens leverpostej, så bliver jeg sur, rigtig sur.
B) Er det ikke Ok, at være kongens leverpostej som syg eller gammel, hvis man selv er med på det?
Så man kan være med i alle de aktiviteter i samfundslivet, som man nu har lyst til og er i stand til.
Jeg vil gerne være kongens leverpostej og være lidt fredet i forhold til, hvad jeg kan overkomme.
C) Hvad med vores gode konge er han rigtigt med i legen, eller er han kongens leverpostej?
Han må ikke stemme, han må ikke være politisk, han har ikke meget privatliv, han skal sommetider gå i vilde fastelavnskostumer og meget mere.
Heldigvis for ham bestemmer han selv, om han vil være kongens leverpostej eller ej.
Lars Bisbjerg