Jeg blev helt høj af søndagens spadseretur.

Jan Frederik Bisbjerg
Feb 16
2 min read

16.02.2025 Ja, jeg genvandt faktisk lidt tiltro til menneskeheden.

Det var høj solskin, frost og vindstille.

Vi er nødt til at komme ud i det gode vejr.

Vi tog os sammen og kom afsted.

Vi kørte ned til vandet i den relativt rolige søndagstrafik.

Parkerede bilen og begyndte at spadsere hen til vores planlagte siddeplads i solen ved Den Permanente Badeanstalt ved Risskov.

Med det samme vi steg ud af bilen, kunne vi mærke roen og den rolige puls omkring os på trods af de mange andre, der havde fået samme idè.

Det halve af Aarhus var ude at spadsere og nyde det lækre solskin.

Børnefamilier, enlige mødre og fædre med børn, kærestepar, små grupper af unge, ældre gangbesværede, enkelte svedende kondiløbere, velplejede kendispar, forskellige etniciteter og blege kældernørder mfl.

Altså hele familien Danmark i dens mangfoldighed.

Pragtfuldt at spadsere der i solen og betragte skoven, bugten og ikke mindst hele dette forskelligartede udpluk af menneskeheden.

Ja, ja, hvordan adskiller det sig fra en tur i byen, der kan du jo også se en masse forskellige?

Det var måden alle disse dejlige mennesker opførte sig på.

De var rolige, hensynsfulde, nogle nikkede, når vi passerede hinanden, det var næsten uvirkeligt.

Der var ingen råben og skrigen, ingen skubben og massen, folk gik til siden for hinanden, det hele foregik roligt og flydende.

Da vi kom hen til den sydlige træterrasse foran Den Permanente, var der fuldt besat.

Der var lige en lille plads, hvor vi kunne sætte os uden at overskride nogens intimsfære.

Da vi lænede os tilbage mod trævæggen, kunne vi mærke at solen havde varmet den op på trods af frostgraderne.

Folk sad roligt, talte almindeligt, måske ligefrem lidt dæmpet sammen, andre sad med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen.

Nogen havde været så forudseende, at de havde et lille tæppe og kaffe med.

Der var naturligvis en del,der havde mobiltelefonen fremme og gjorde det, man nu gør med sådan en.

Der var ingen ghettoblastere, ingen storskærme, ingen højlydte protestråb, ingen reklameskilte, man kunne ikke købe noget som helst (jeg lagde slet ikke mærke til, om kiosken på den anden side af banen havde åben – men fred være med det).

Alt var roligt og alt var gratis.