Idiokrati - når udviklingen går baglæns

29.01.24 Idiokrati som styreform

Morgenbadet er for mig et godt sted at filosofere, så det kan godt trække lidt ud og ende med, at håret i ren distraktion bliver vasket flere gange.

Hænderne bruger jeg som alle andre som regel håndvasken til. Hvor der ofte kan være kø ved de mange offentlige håndvaske, er det heldigvis sjældent tilfældet hjemme hos mig.

Nå, men til sagen. Morgenens småfilosofiske reflektioner drejede sig om styreformer. For sjovs skyld og for at holde en ældre hjerne i gang gennemgik jeg i tankerne de styreformer, som lige faldt mig ind.

Det drejer sig vel egentlig om tre overordnede styreformer, demokrati, autokrati og teokrati, som så igen alle kan inddeles i en række underformer. Oligarki, ideokrati, meritokrati, aristokrati og despoti var, hvad der lige faldt mig ind.

Så langt så godt. Men det gik hverken værre eller bedre, end at det under hårtørringen som et lyn slog ned i mig: Der mangler en på listen, nemlig idiokrati - idioti som styreform.

Og pludselig faldt mange ting i samtiden på plads.

Da det er en dårlig fugl, der skider i egen rede, vil jeg undlade at nævne danske eksempler på udsagn fra den idiokratiske styreform. Det kunne ellers for eksempel være, hvordan man med decideret stemmefiskeri for øje fra landets højeste embeder med navns nævnelse beklikker en ikke dømt samfundsborgers moral og lovlydighed. Men som sagt, ingen danske eksempler.

Lad os i stedet kaste blikket 'over there', hvor 2024 valgkampens indledende faser er godt i gang. Lige siden jeg som barn under en kort sygdomsperiode blev introduceret til Life Magazine, har jeg haft en svaghed for amerikansk gå-på-mod og livsstil. Selvfølgelig var der da knaster af forskellig art, som jeg oplagt syntes, man burde gøre noget ved, men i det store og hele kunne jeg forstå USA (dog med enkelte ret store undtagelser), var relativt tilpas ved amerikanerne og så ikke den helt store fare ved udbredelsen af amerikanske værdier. Amerikanerne var i bund og grund - de store indbyrdes forskelligheder til trods - et fornuftigt folkefærd.

Den indre svinehund luftes

Med valget af Donald Trump som præsident fik den opfattelse et grundskud. Efter mange og lange overvejelser blev jeg enig med mig selv om, at ok, vi kan alle begå fejl, én gang er ingen gang. Men nu er det på vej til at gentage sig!

Hvorfor er det så paradigmatisk forskrækkeligt?

Svaret er ganske enkelt: Det skyldes det store antal amerikanere, som lader sig forføre af idioten Donald Trump. I tilfældet Trump kan man tale om idiokrati i sin reneste form.

Andre begreber som demagogi og despoti trænger sig på.

Trumps sprogbrug har med sine perfide og personlige angreb en demokrati-omstyrtende karakter. Hans uberegnelighed, mange løgnagtige udtalelser og politisk betændte udsagn er mere ødelæggende, end vi nok helt er i stand til at forestille os.

En ny norm er ved at blive grundlagt.

Hvad der tidligere blev betragtet som anstød mod god tone, er nu på vej til at blive en accepteret og naturlig debat- og samværsform. Og så har vi slet ikke nævnt  alle de beskrivelser, man kunne omfatte Trumps fysiske optræden med. Jeg lægger bånd på mig selv og indkrænker mig til at nævne, at mange af hans kropsholdninger og attituder har deres klare tilsvar blandt dyrearter, vi opfatter som primitive.

Mens jeg i tankerne løb alt det her igennem, havde jeg både fået tørret mit hår, klædt mig på og fået kaffen sat over - uden at lægge mærke til det.

Jeg 'kom til mig selv' med den første kop kaffe og oplever en bedrøvelighed ved tingenes tilstand, som bliver uhyre vanskelig at komme over. Ikke mindst i lyset af, at demokratiet også flere andre steder udviser klare symptomer på idiokrati.

PS Nu håber jeg så sandelig ikke, at jeg har behandlet  Donald Trump og hans tilhængere utilbørligt. Men mon ikke det går, for selv om man næsten kan tale om en slags religiøs vækkelse omkring Donald Trump - flere af hans tilhængere ser ham som sendt af Gud - så er der endnu ikke tale om en officiel religion, hvis genstande det er strengt forbudt at omgås utilbørligt.

Jan Frederik Bisbjerg