Fokus på de oversete behov hos ældre

21.02.24 Alternativt: Skal vi have sexarbejdere i ældreplejen?

Den 19. februar 2024 bragte Jyllands-Posten en artikel, hvor rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde lancerer et nyt begreb, "åbenhedstræning". Han vil sende et antal medarbejdere på kursus med opfordring til at blande sig mere i den offentlige debat.

Det skulle gerne føre til, at borgerne får et mere retvisende billede af ældreplejen i Aarhus.

Rigtig godt initiativ! Jeg véd fra besøg på plejehjem og ved samtaler med ansatte, at der findes et hav af solstrålehistorier, som fortjener at blive delt, og som ganske givet vil medvirke til en nuanceret opfattelse af ældreplejen. Så jeg vil afvente resultaterne af åbenhedstræningen med spænding.

Tillad mig indtil da at knytte nogle kommentarer til Danmarks ældrepleje generelt med et lille sideblik til planerne om at invitere bl.a. fillipinske og indiske kvinder/sundheds-personale til landet.

Det uomgængelige behov for hjælp

Stort set alle ældre mennesker vil på et tidspunkt få behov for hjælp til et eller andet.

Undgår man at få behovet, skyldes det sandsynligvis, at man dør, inden det dukker op.

Vi bliver nemlig svagere, når vi bliver ældre. Svagere fysisk og svagere mentalt.

Selv om vi bliver svagere, har vi stort set de samme behov, som vi har haft gennem hele livet. Selvfølgelig kan vi blive så svage eller demente, at vi mister fornemmelsen for os selv og vores behov. Men vi vil i hvert fald i lang tid have de samme behov, som vi kender fra vores tidligere liv.

Fra selvberoende til afhængighed af 'de andre'

Den store forskel er, at i vores yngre liv kunne vi selv dække en lang række af behovene. Bare for at nævne et par stykker, kunne det for eksempel dreje sig om at købe ind og lave sin egen mad, at vaske sig, klare toiletbesøg, at tage kontakt til og holde kontakten vedlige med andre mennesker, samt andre fysiske, seksuelle og følelsesmæssige behov.

Vi kunne i virkeligheden blot liste alle de behov op, som vi ideelt skal have tilgodeset for at leve, hvad vi kunne kalde et godt liv.

Så længe vi er yngre, har vi selv serveretten. Vi kan selv bestemme og prioritere blandt vores mange behov, hvilke der er vigtige, og hvilke vi kan leve med ikke bliver tilgodeset i en kortere eller længere periode.

Det kan vi ikke, når vi bliver gamle. Så er det 'de andre', omgivelserne, familien, samfundet, politikerne, der beslutter, hvilke behov, det er vigtigt for os at få dækket.

Traditionelt scorer mad og drikke og personlig hygiejne, toiletbesøg, vask og bad og rengøring højt på den officielle liste over behov, som 'de andre' synes, det er rimeligt, at den gamle får dækket.

Er et bad hver dag totalt overkill?

I hvor stor udstrækning disse fundamentale behov skal tilgodeses, fx hvor ofte den gamle skal have bad eller have gjort rent, er op til 'de andre' at bestemme. Hvor de fleste af os livet igennem har taget bad dagligt og gjort lidt rent hver dag, og så måske en gang om ugen gjort det lidt grundigere, ja, så bliver de gamle ofte stillet overfor, at 'de andre' bestemmer, at et dagligt bad er totalt overkill, et bad om ugen er fuldt tilstrækkeligt, ligesom 1 times rengøring hver tredie uge er rimeligt.

Instrumentel pleje

De behov, der her er nævnt, er selvfølgelig uomgængelige. Vi skal have noget at spise, ligesom vi skal af med det igen, en vis personlig hygiejne og renholdelse af omgivelserne er også uden for diskussion - men det er omfanget som nævnt ikke.

Det er karakteristisk for de omtalte behov, at de i deres grundform er maskinelle. Der er tale om robotopgaver. Handle, lave mad, gøre rent og hjælpe den gamle med den personlige hygiejne er manuelle opgaver, som i sin grundform kan varetages af stort set alle mennesker - og som det allerede sker på nogle områder af faktiske robotter.

Vi har tidligere inviteret polske landarbejdere til at hjælpe med roerne på Lolland-Falster, ligesom vi i en periode inviterede et stort antal tyrkiske gæstearbejdere til landet for at arbejde i industrien. Det karakteristiske ved det arbejde, vores gæster skulle udføre, var typisk, at der var tale om ufaglært, manuelt arbejde.

De oversete ikke-instrumentelle behov

Nu er det forhåbentlig ikke svært at se, hvor jeg er på vej hen. Vi har altså allerede fine modeller, som vi kan invitere udenlandsk arbejdskraft på baggrund af. Og det er så netop de modeller, vi tager op nu, hvor det er på tale at invitere fillippinske, indiske og vietnamesiske kvinder som 'varme hænder' til vores omsorgssektor.

Og sikke en fejlslutning!

Var der alene tale om at tilgodese de gamles maskinelle behov, kunne der måske være et gran af fornuft i strategien.

Men som læseren uden tvivl har bemærket, er jeg indtil nu let og elegant sprunget over de knap så instrumentelle behov, som fysisk kontakt, sex, samtale o.lign., som læner sig kraftigt op af behovene for at føle sig set, respekteret og værdsat.

Hudsult kan tilgodeses på flere måder ...

Også hvad opfyldelsen af disse behov angår, er det 'de andre', der bestemmer for den gamle, hvad der er væsentligt, og i hvor høj grad behovene eventuelt skal tilgodeses.

Og dagens menu på det område er beskæmmende hurtigt overset. 'De andre' vurderer og beslutter nemlig, at mennesker, som gennem et langt liv har haft tæt fysisk kontakt med andre, omfavnelser, kys og klap, små hverdagsagtige berøringer, regelmæssig sex, jævnlige meningsudvekslinger om stort og småt, fra følelsesmæssigt vægtigt til daglig smalltak - nu hvor de er gamle, pludselig ikke længere har den slags behov.

Herre Jemini!

Som om man blot kan slukke på en kontakt eller dreje på en knap, så forsvinder alle de behov, som netop er så essentielle for et kvalitativt menneskeliv. (Her tillader jeg mig at se bort fra, at 'de andre' faktisk råder over og administrerer sådanne kontakter, tænk medicin).

I lyset af beslutningerne om total nulstilling af ikke-instrumentelle behov giver de politiske overvejelser om at invitere fillippinske og vietnamesiske kvinder til Danmark for at arbejde i blandt andet plejesektoren fin mening. Måske vi blot ikke skal tale om 'varme hænder', da det som nævnt er 'de kolde' robotopgaver, der vil blive varetaget.

 Hvad vil jeg så egentlig med al den snak?

Først og fremmest fire ting.

For det første ønsker jeg at pege på, hvor beskæmmende og sølle de aktuelle omsorgstilbud til vores gamle medborgere er. Vi kan kun græmme os over, hvor snæversynet og måske ligefrem invaliderende vores behandling er af de gamle på de ikke-manuelle områder. Tænk for eksempel på, hvor meget omtale den såkaldte hudsult og de seksuelle indskrænkninger  fik under coronaepidemien - en epidemi og hudsult, som nu er ovre for de fleste, blot ikke for de gamle. De må nu som dengang leve uden berøring og uden sex.

Coronaepidemien åbnede ligeledes vores øjne for, hvor vigtig social kontakt og samtale er, ikke mindst skolebørnene led under den ufrivilige isolation. Også det er heldigvis blevet bedre, blot ikke for de gamle. I retfærdighedens interesse skal det da lige nævnes, at de nye medbestemmelsesregler, som indføres i ældreplejen, gør det mulig for den gamle at veksle sin rengøring hver tredie uge til en kop kaffe og en samtale.

Jamen, er vi da rigtig velforvarede?!

For det andet og måske nok så vigtigt, ønsker jeg lidt opmuntrende midt i alt det bedrøvelige at pege på, at der på trods af alt det sagte findes sosu'er, som indenfor begrænsende rammer magter at tilgodese de gamles ikke-instumentelle behov - omend i yderst(!) begrænset omfang. Karakteristisk for disse sosu'er er, at de taler et letforståeligt dansk, er udadvendte og empatiske og ofte har en kulturel baggrund fælles med de gamle. Helt jordnært kender sosu'erne de samme eventyr, gamle sange og populære fjernsynsserier. De færdes hjemmevant i den danske ironi og brugen af sort humor. Alt sammen kompetencer som i samspil med de pågældende sosu'ers gå-på-mod og det-nytter holdning gør det muligt for dem at tilføre de manuelle, robotagtige og instrumentelle situationer menneskelig varme og forståelse. De gamle føler sig set og respekteret. Disse sosu'er gør et fremragende stykke arbejde(!) - omend der er milevid afstand til den indsats, som burde rettes mod de ikke-instrumentelle behov.

For det tredie ønsker jeg at pege på den problematiske rekruttering af sosu'er. I dag er det slet ikke ualmindeligt at opleve praktikanter fra sosu-uddannelsen, som har et uhyre mangelfuldt dansk, som er introverte og har let til at blive stressede. Når de er færdige med deres uddannelse, mange falder fra, opnår disse studerende i bedste fald at kunne varetage de instrumentelle opgaver uden 'varme i hænderne'. Som udenforstående kan man desværre få det indtryk, at uddannelsen fungerer som et sted, man placerer mennesker, man ellers ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med.

Ved invitationen af fillippinske og vietnamesiske kvinder til at arbejde i vores sundhedssektor accepterer vi, at det primært - for ikke at sige udelukkende - er de manuelle, robotagtige behovstilfredsstillelser, der skal tilgodeses. Jeg tillader mig nemlig at betvivle, at sosu-udddannelserne pludselig tilføres så mange ekstra ressourcer, at det fremover bliver muligt at opgradere sproguddannelse og kulturel forståelse.

For det fjerde vil jeg enddnu en gang understrege, hvor beskæmmende og sølle vores beslutninger om varetagelse af de gamles behov er. Hver enkelt af os kan blot forestille sig, hvor indskrænket og ringe et liv, vi hver især ville få, hvis vi skrællede opfyldelsen af alle de ikke-instrumentelle behov bort!    

At imødekomme de ikke-instrumentelle behov

Selvfølgelig kan vi ændre situtionen, hvis vi vil!

Lad mig i det følgende ganske kort skitsere nogle inledende tanker desangående.

Selv om jeg ikke er ekspert i dækning af ældre menneskers behov, er jeg dog relativt vidende dels fagligt og dels erfaringsmæssigt ved at tilhøre gruppen, men betragt alligevel venligst det følgende som absolut indledende overvejelser.

For at imødekomme ældres ikke-instrumentelle behov må vi anlægge en mere holistisk tilgang til omsorg, der inkluderer følelsesmæssig støtte, menneskelig berøring og social interaktion.

Løsninger kan for eksempel omfatte:

Uddannelse af omsorgspersoner, hvor der i særlige uddannelsesprogrammer lægges vægt på empati, kommunikationsevner og psykologisk forståelse. Uddannelsen skal endvidere sikre, at plejepersonalet er uddannet i ældres seksuelle og fysiske behov. Deltagerne screenes inden tilmeldingen, da de tidligere nævnte introverte og stress-følsomme personer ikke vurderes at ville kunne honorere uddannelsens krav.

Oprettelse af initiativer, som tilskynder frivillige til at deltage i fællesskabsprogrammer, hvor enkeltpersoner kan tilbringe tid med de gamle, deltage i samtaler, læse og tilbringe tid sammen i relevante fritidsaktiviteter.

Integration af teknologiske kommunikationsmuligheder, som giver adgang til og faciliterer virtuelle interaktioner - også her kan man forestille sig, at frivillige påtager sig opgaver med introduktion og vejledning i brugen af teknologien.

Bidrag til høj livskvalitet: Interaktion mellem generationer

Initiativer, som tilskynder til og muliggør samspil mellem generationerne.

Der findes allerede mange steder i Danmark (også i Aarhus), hvor man forsøger sig med møder mellem generationerne. Det vil føre for vidt her at komme ind på de enkelte aktiviteter, men jeg kan da nævne, at der findes samarbejder med lokale folkeskoler, hvor eleverne kommer på besøg for at deltage i aktiviteter på plejehjem, samarbejde med børnehaver med besøg af børn for fællessang og leg og meget mere.

Hvad de mere specifikke fysiske og sexuelle behov angår kunne man for eksempel operere med oprettelsen af 'private rum', hvor de gamle kan give udtryk for deres fysiske og sexuelle behov. I forbindelse hermed vil det være naturligt at tilbyde adgang til fagfolk, som har specialiseret sig i sexuel sundhed og aldring hos gamle som enkeltpersoner og i parforhold.

At tilbyde de gamle adgang til samvær med sexarbejdere under betryggende former.

Alle mennesker, de gamle inklusive!, har behov for dybe samtaler

Hvis ovenstående skal have en gang på jorden, er det nødvendigt med en samfundsmæssig anerkendelse af disse aspekter af sundhed og velvære hos ældre. Der skal implementeres politikker og en praksis, som understøtter retten til intimitet for de gamle. For eksempel må sexuel sundhed integreres i de overordnede sundhedsplaner for ældre. Herunder kommer vi heller ikke udenom planer for behandling af medicinske tilstande, som kan påvirke sexuel sundhed.

Som nævnt indledningsvis ser jeg frem til en større åbenhed fra ældreplejen og de ansattes side. Jeg glæder mig til de mange fortællinger fra ældresektoren - ikke kun succeshistorier - og ser frem til den kvalificering af debatten den større åbenhed vil medføre.

Det er ligeledes mit håb, at den øgede åbenhed vil give os modet til at diskutere og i praksis tage fat også på nogle af de områder, som er vanskelige og ubekvemme, ja, måske ligefrem tabubelagte.

Jan Frederik Bisbjerg