En fantasilion kroner og Grønland.
- Jan Frederik Bisbjerg
- Feb 14
- 2 min read
14.02.2025 Alle de her økonomiske spekulationer er ødelæggende og glemmer det væsentlige.
Grønland og Lolland-Falster.
At snakke om at købe eller sælge Grønland er for mig, lige så absurd og latterligt som at snakke om at købe eller sælge Lolland eller enhver anden del af Danmark.
Det samme gælder snakken om bloktilskud til Grønland og kryolitindtægter til Danmark.
Vi snakker jo heller ikke på den måde om bloktilskud og kommunal udligning til Lolland og statens indtægter på sukkerroer.
Økonomi og skilsmisse.
Debatten om Grønlands selvstændighed er svær, bl.a. fordi der er masser af følelser med.
Men debatten bliver endnu sværere, hvis man tror, at man bare kan gøre det hele konkret og
økonomisk ved at sætte nogle i mange tilfælde meget abstrakte og usikre tal på forholdet.
Økonomi er meget afgørende ifm. Grønlands selvstændighed, ligesom økonomi er af største
betydning i de allerfleste sammenhænge og forhold.
Et forhold eller et ægteskab kunne måske være en brugbar analogi.
Hvis Grønland ikke længere vil være i forhold med Danmark, så må vi jo finde en fornuftig løsning, i stedet for de mange vanvittige udsagn, der flyver gennem cyberspace.
Eksempelvis:
”Hvis de vil være selvstændige, så skal de ikke have en krone i bloktilskud”.
Hvordan ser vi på en mand, der siger til konen, at hun ikke får en krone, fordi hun vil skilles?
Han er da på jævnt dansk en idiot.

Penge? Kærlighed?
Der er i dag en masse sikkert ganske fine regler for deling af økonomi ved skilsmisse, og da
tilsvarende regler nok ikke findes ved selvstændighed eller løsrivelse af et land, så må vi se at finde ud af det på anden vis, hvis det skulle komme dertil.
Godt.
Lad os: se på alle de fantastiske fremskridt, der er sket i Grønland.
Se på alle de nære relationer, der er mellem Danmark og Grønland.
Se på alle de fantastiske muligheder, der er i en fortsat udvikling af Grønland og af vores relation.
Skidt.
Vi skal på ingen måde glemme fortiden.
Lad os få det hele frem i lyset, alle skeletterne ud af skabene.
Der skal ryddes op og luftes ud.
Måske er jeg meget naiv, men jeg tror altså ikke, at fortidens overgreb blev gjort med onde
hensigter, og der er ikke mange nulevende, der kan siges at være direkte ansvarlige.
Det gør ikke overgrebene mindre, og der går bestemt ikke noget af Danmark ved at undskylde.
Fremtid.
Grønland og Danmark har og har haft et langt forhold med op- og nedture.
Jeg håber, at forholdet holder, udvikler sig, og at grønlænderne og danskerne vil gå udfordringerne imøde sammen.
Jeg og rigtigt mange danskere vil gå så langt som:
Grønland, dig elsker jeg.
Lars Bisbjerg