top of page

Det var tæt på

  • Writer: Jan Frederik Bisbjerg
    Jan Frederik Bisbjerg
  • Mar 18, 2024
  • 2 min read

18.03.2024. I tre afsnit


Hvor er jeg taknemlig,

at jeg kan ligge lige så stille her på sofaen med plaiden og nærme mig døden uden at være til besvær.

Selvfølgelig har jeg ondt af mig selv, jeg er dog den nærmeste.

Den vej skal vi alle, men nu er det altså mig, det drejer sig om.

Jeg kæmper med at ramme de små bogstaver på mobilen.

Det mindste lille host skærer som knive i halsen - hvem ved, om jeg får skrevet færdig!

Jeg har en aftale kl. 13, det havde jeg også i går, og det lykkedes mig at komme ud.

Mon jeg også kan overholde min aftale i dag?

I går havde jeg kun 37,4 i dag er den steget til 37,6.

Mon det overhovedet er forsvarligt at vove sig ud med sådan en stigende temperatur?

Jeg kunne faktisk godt drikke lidt juice, men jeg magter ikke at rejse mig.

Man skal drikke meget, når man har feber.

Jeg har heller ikke fået Strepsilserne med hen på sofabordet.

Hvis jeg nu bare lukker øjnene, mon jeg så kan sove lidt, eller bliver det den evige hvile?

Sådan fortsatte min dag frem til kl. 13, hvor jeg samvittighedsfuldt stred mig frem til min aftale.


Søvn eller evig hvile?


10 år ældre

på kun 3 dage.

Denne hysteriske undertype influenza- / halsbetændelse- / forkølelses-kombination har på kun 3 dage gjort mig 10 år ældre.

Min ryg er helt ødelagt af at ligge i sengen, jeg går som en gammel mand.

Jeg vakler ned til morgenmaden under dybe suk og prusten, sætter mig med et øredøvende nys.

Efter den normalt livgivende morgenkaffe er jeg så udmattet, at jeg må tage et lille hvil på sofaen.

Her ligger jeg så og fantaserer om at blive 10 år yngre på 3 dage.

Det skifter hurtigt - i næste øjeblik, har jeg dystre tanker om at blive yderligere 10 år ældre på de næste 3 dage.

Hvilken vej det går, må tiden vise.


Jeg skulle skamme mig.

Miraklet er sket.

Jeg er på det nærmeste mig selv igen.

Ingen feber.

Ingen knive i halsen.

Næsten ikke tung i hovedet.

Ryggen værker kun lidt.

Det bliver nok aldrig helt det samme som før.

Rusland og Mellemøsten er stadigt det rene galskab.

Der er igen smidt affald ved siden af containeren.

Livet er fuld af lort.


Lars Bisbjerg

© 2024 by bisbjerg´s

bottom of page