Distræt eller et Svin
- Jan Frederik Bisbjerg
- Jan 27, 2024
- 2 min read
Updated: Feb 1, 2024
25.12.23
Min daglige spadseretur på 4-5 km fører mig gennem flere idylliske villaveje.
Her i julemåneden har det dog været så som så med idyllen. Bladene er faldet af træerne, alt ser bart og koldt ud.
Det er dog ikke det værste. Langt værre er det, at mange hundeejere tilsyneladende har glemt sommerens fine adfærd, hvor man som hundeejer helt naturligt finder en lille plastpose frem og samler sin hunds efterladenskaber op.
På min lille spadseretur i dag talte jeg således 26 hundelorte i forskellige størrelser og i forskellige modningsstadier. Nogle viste endvidere aftryk af cykeldæk, andre fremviste fine skoaftryk og atter andre henlå i al deres magt og vælde midt på fortovet og afventede ...
Ja, hvad venter hundelortene mon egentlig på? At villaejeren kommer ud med kost og fejebakke og fjerner lorten? At kommunen sender en hundelorte-oprydder? At en anden - pligtopfyldende - hundeejer snupper den fremmede hundelort med i sin pose, nu han alligevel er i gang? At en lokal kunstner arbejder videre med lortene og skaber en lorte-installation? At blive kendt og fremvist på sociale medier under hashtagget #dendaglige lort?

Har man mod til at konfrontere en lorte-efterladende hundeejer eller er ens indignation så stor, at man ikke kan lade være med 'at blande sig', siger man for eksempel:
"Hov, du glemte noget", "Skal du ikke samle din (hunds) lort op?"
Eller med en snert af humor siger man måske: "Ups, nu må jeg da vist hellere lige se mig for, så jeg ikke får lort på skoene!", "Jeg må huske en lommelygte, hvis jeg skal undgå at træde i hundelort om aftenen", "Ja, det er ikke det bare sjov med de hunde, de giver arbejde og sommetider lidt lort på fingrene".
Hvad siger hundeejerne, når de bliver konfronteret med svineriet?
"Jeg plejer altid at samle min hunds lort op, men lige i dag harjeg glemt plastikposen ..."
"Åhh, jeg var da vist lige uopmærksom et øjeblik ..."
"Sådan en lille lort, den formulder lynhurtigt ..."
"Jeg er faktisk allergisk over for plastikposer, så jeg kan ikke samle lort op"
"Det kan ikke betale sig, det regner væk ..."
"Det kommer ikke dig ved, bland dig udenom ..."
Og klassikeren: "Skal du være fræk ...?"
Nej, nej, da, bevares - jeg skal bestemt ikke være fræk.
Blot bede den distræte hundeejer om at koncentrere sig under hundeluftningen og huske at samle den firbenede guldklumps efterladenskaber op.
Hvis hundeejeren derimod ikke kan rummes af ordet distræt, men snarere fortjener etiketten 'et svin', så er det op ad bakke - og nok snarere en lorteopgave for politiet.
Jan Frederik Bisbjerg
( Bragt i Jyllands-Posten den 25.12,23 - kan ses her )