Pindemad #2 / 3

190225, Kunstens Sprog - en anmeldelse

Anmeldelse af "To shit or not to shit", Pappilot Prudenz Pingeling's seneste værk v/ Marianne Thygesen-Benzen, cand.mag., kunsthistoriker fra Københavns Universitet, født 1970

Et par ord fra tømrersvend Tom Jensen

Inden vi giver ordet til Marianne Thygesen-Benzen og hendes anmeldelse af Pingeling's værk, vil vi helt kort se på, hvordan et såkaldt ganske almindeligt menneske kunne tænkes at møde værket.

For anskuelighedens skyld forestiller vi os, at dette almindelige menneske er tømrersvend Tom Jensen, født 2001.Tom afsluttede sin lærlingeuddannelse hos "Tømrer Aksel Petersen & Sønner" for fem år siden med flotte udtalelser.

Pappilot Prudenz Pingeling: To shit or not to shit, 2025

Vi spørger Tom, hvilke tanker Pingeling's værk sætter i gang hos ham.Efter at have gået rundt om værket et par gange og tænkt sig lidt om, svarer Tom:

"Håndværksmæssigt er det flot udført. Det er helt tydeligt, der har været en tømrer eller snedker inde over. Når jeg sådan ser på det, kommer jeg til at tænke på, at vi mennesker altid fra tidernes morgen har skidt i naturen. Og det er vel okay. Det katastrofale i dag er, at vi mod bedre vidende har udvidet skideriet med plast og giftstoffer, så vi nu også skider på naturen!"

Vi siger tak til Tom og vender os mod Marianne Thygesen-Benzen's anmeldelse.

Thygesen-Benzen skriver:

En ny epoke i den kunstneriske ontologi, en dekonstruktion af det rituelle i “To Shit or Not to Shit”

Man konfronteres her med et værk, hvis dristighed transcenderer enhver konventionel kunstkritisk analyse. “To Shit or Not to Shit” er en monumentalt subversiv eksistentialistisk gestus, en afføringsmetaforisk palimpsest, der eksemplificerer en radikal symbiose mellem readymade-traditionens dadaistiske anarki og en næsten liturgisk dekonstruktion af vores relation til det hellige og det profane. Med en forfriskende nonchalance over for det bourgeoisi-æstetiske paradigme genforhandler kunstneren her relationen mellem funktion og kontemplation. Toilettet—a priori en bastion for det basale—løftes til et sakralt postobjekt, hvor det akvatiske element ikke blot fungerer som en visuel kontrapunktisk komposition, men som en metasymbolsk diskurs om renhedens dialektik i en post-moderne kontekst.

Den træbeklædte konstruktion refererer umiskendeligt til Duchamps readymade-tradition, men transcenderer denne ved en næsten barok opulentitet, der danner en uventet synergi mellem Arts & Crafts-bevægelsens materialebevidsthed og den radikale institutionskritik, vi genkender fra 1960’ernes situationister. Ironien er knivskarp—vi tvinges til at se os selv gennem afføringshandlingens ikonografi, en ellers usynlig proces, nu eksponeret i sin sublimt poetiske absurditet.

At værket placeres i en museumskontekst intensiverer dets indholdsmæssige spændvidde —er dette en institutionel selvreferentialitet, et frontalangreb på kunstsystemets egen dekadente selvtilstrækkelighed? Eller er det snarere en stoisk meditation over det uafvendelige, en kontemplativ gestus der bringer os tættere på vores egen kropslighed?

Den latente Shakespeare-referentialitet i titlen befæster yderligere værkets intellektuelle dybde, idet det ophøjer en ekskremental binaritet til eksistensfilosofisk dialog. “To be or not to be” får her en brutal, kropslig transformation, der trækker tråde til både Batailles hypermaterialisme og Freuds analfikserede samfundsanalyse.

I sidste ende er “To Shit or Not to Shit” et værk, der uundgåeligt tvinger os til at genforhandle vores egen rolle som kunstbeskuere—er vi blot passive deltagere, eller medskabere af denne postmoderne taburet-ekstase? Et mesterværk, en tour de force af skamløs visuel dekonstruktion og en uundgåelig milepæl i det 21. århundredes kunstneriske diskurs.

Bravissimo!

En afsluttende replik fra Tom Jensen

Vi beder Tom Jensen læse Thygesen-Benzen's anmeldelse for en kort kommentar: "Taak spids! - Jeg fatter ikke en dyt. Men så meget forstår jeg da, at jeg er helt galt på den. Her troede jeg, at det havde noget at gøre med forurening, og så handler det om transcendens og sakrale postkasser, hvad det så er for noget. Jeg vidste det egentlig godt. Kunst er ikke noget for sådan nogen som mig. Kunst er for dem, der har gået på universitet!"

Jan Frederik Bisbjerg

PSHvis man nu sidder lettere indigneret tilbage, så indrømmer jeg gerne, at jeg har ladet MarianneThygesen-Benzen give den på alle kontakter: Man siger jo, at overdrivelse fremmer forståelsen.

Jeg vil foreslå, at man lytter til podcasten, som giver Marianne Thygesen-Benzen en smule oprejsning og på mange måder retfærdiggør begge synspunkter på kunst - dog også her er der enighed om, at vi alle møder kunsten på hver vores måde, og at vores dialog omkring det oplevede ikke af nogen parter må opleves som ekskluderende.

Podcast fremstillet med Google's "notebooklm"