Levebrødspolitiker - noget for dig?
- Jan Frederik Bisbjerg
- Jul 11, 2024
- 6 min read
11.07.2024. En manual og et par gode råd
(OBS: Uøvede læsere anbefales at kaste sig over andre tekster. Denne tekst indeholder mange ord, vanskelige forkortelser og flere fremmedord).
Danmarks FolkeOpinionsParti, dFOPP
Partiet med den kvalificerede populisme og de fleste levebrødspolitikere.
Forpersonens tale ved Årsmødet Sommeren 2024.
Som I véd, har vi ikke som sådan nogen egentlig politik. Jo, jo, jo, da, bevares, selvfølgelig har vi da en politik, nemlig den politik, den til enhver tid herskende folkeopinion (FOP) udpeger.
Vi er stolte af at drive politik, som vinden blæser ...
Også mærkesager har vi. Så mange som nødvendigt. Vores mærkesager er altid de sager, som folkestemningen til enhver tid viser mest opmærksomhed. Tænk på folkeopinionen som en vind.
dFOPP's opgave er at flyve med vinden, uanset hvilken retning den blæser.
Et par eksempler Hvis FOP giver udtryk for, at klimaet bliver misrøgtet, livet forsvinder fra vores kystnære vandområder, oversvømmelserne af sommerhusområder er i stærk stigning, somrene bliver varmere og varmere ... sådan kan FOP som regel blive ved i en uendelighed. Så husk, du er ikke alene enig, men du går forrest i din nyindkøbte, signalfarvede sikkerhedsvest (så kan man nemmere spotte dig i mediernes forskellige indslag), husk at pifte dine waders op med et par badges, "Ja Til Miljøet!", "Ned Med Temperaturen!" (send kvitteringerne til sekretariat, så får du udgifterne refunderet).

Effektfuldt gøgleri og showoff: Ministeren og hans embedsmænd viser handlekraft*
* Efter at ministeren i årevis bevidst har ignoreret (sjoflet) miljøet, er FOP på området nu blevet så markant, at der må gøres noget.
Her ser vi et lærebogseksempel på, hvordan levebrødspolitikeren møder den udfordring: Han viser handlekraft!
Og ikke fra sit ministerkontor, næh, nej, ude i den skinbarlige virkelighed.
Iført fuldendt mijøforkæmperuniform sejler ministeren ud i resterne af det ødelagte miljø med en flåde af embedsmænd efter sig.
Flot, flot, nu kan vi allesammen se, at ministeren handler.
Ikke mere ordskvalder, nej, nu er ministeren selv derude, hvor alt liv i havet er dødt.
Det er da godt, nu sker der da så endelig noget! Jamen, herregud, har du da slet ingenting forstået!? Nej, der sker netop ingenting! Det ultimativt værste en ministeriel levebrødspolitiker kan gøre, er at handle. Så længe han ikke handler, kan alle miljøfraktioner og miljøforkæmpere læse opfyldelsen af deres egne våde drømme ind i levebrødspolitikerens handlekraft. Straks han handler, får han derimod uomtvisteligt nogle imod sig. Det er nu en gang ikke muligt at imødekomme alle. Og det er da heller ikke nødvendigt. FOP er så naiv at tro på, at når ministeren fra sin plads forrest i gummibåden siger, at nu sker der noget, så sker der noget. Altså: Vis handlekraft, og sørg for, at der ikke sker en s...!
FOP har ligeledes fokus på sundhedssystemet i øjeblikket, så det har du også. Asbest på hospitalerne, lange ventelister, ingen praktiserende læger i Udkantsdanmark, nogle steder er den gennemsnitlige levealder 10 år højere end andre steder i landet, og sådan kan FOP (og du) blive ved.
Det skal der selvfølgelig gøres noget ved! - og det vil dFOPP og du personligt sørge for bliver gjort!
Her kan du gøre dine holdninger klar med stærke udtryk som: Flere sygeplejersker til Danmark, bedre vilkår for læger (udenfor lands lov og ret) i de hyggelige landsbymiljøer, væk med asbest, ned med ventelisterne, op med byggekvaliteten osv. osv.
En dFOPP'er elsker kritik ...Uanset hvor engageret du optræder, vil der altid være nogen, der udtrykker kritik. Udnyt det til din fordel.
Indled alle kritiske spørgsmål med: "Et rigtig godt spørgsmål, det er også derfor dFOPP netop har fremsat forslag om ..." Folk elsker at høre, at deres spørgsmål er gode. Det får dem til at føle sig kloge og betydningsfulde. En virkningsfuld variant: "Helt enig, det skal der gøres noget ved, nu - og det gør vi!"
Et par eksempler "Et rigtig godt spørgsmål. Vores børn, de kommende generationer er det allerallervigtigste, vi har (for at øge den dramatiske effekt kan du eventuelt tilføje endnu et eller to "aller"). Det er præcis derfor, vi netop har fremsat forslag om at øge midlerne til skolevæsenet markant, så vores små, uerstattelige guldklumper får den bedst mulige start på livet. Og så vil jeg iøvrigt personligt presse på for, at vi får nedsat en hurtigtarbejdende, tværfaglig gruppe med alle relevante parter, så intet overses eller overlades til tilfældighederne. Intet kommer på højde med vores børn. Alt for børnene!"
"Kan vi som et moderne velfærdssamfund være bekendt, at vore ældre medborgere på plejehjemmene ligger i timevis med fyldte bleer?"
"Hvor er det godt, du stiller netop det spørgsmål! Og lad mig svare med et fuldtonet og klart NEJ!, det kan vi ikke være bekendt! Løsningen er som altid flerstrenget. Flere sosu'er til plejehjemmene og bedre bleer. Vi har bedt Statens Indkøbsforening indhente tilbud på bleer med større kapacitet og bedre intern fordeling. Gerne med trådløs information til kontoret, når bleens belastning nærmer sig bristepunktet. Og så har vi indkaldt alle relevante parter til forhandlinger om bedre uddannelse, mere afspadsering og højere løn til sosu'er. Nu rykker vi!"
Dit favorittema - et es i kommunikationen Sørg for så vidt muligt for at få drejet spørgsmål hen på dit favorittema og de svar, du har øvet igen og igen foran spejlet og med partiets spindoktorer.
Du får fx stillet endnu et spørgsmål om vilkårene for ældre på landets plejehjem og indleder med at rose spørgeren og tilhørerne i øvrigt:
"Det er netop sådan nogle ansvarlige spørgsmål, der gør, at jeg er opstillet her (og så selvfølgelig, at min oldefars lillebror boede her en kort periode i sin ungdom). Og det er derfor, at jeg altid har elsket at holde vælgermøder i den her del af landet. Dit eftertænksomme spørgsmål får mig da også til at tænke på, hvor vigtig netop ren luft er for vores ældre. dFOPP har derfor stillet forslag om, at opprioritere nedbringningen af farlige urenheder i luftmassen. Men ikke nok med det, mens vi venter på, at det sker, vil vi indkøbe luftfiltreringsappatur til alle (!) plehjem".
Og mens dine medbragte (ryg-)klappere gør deres pligt, åbner du for et nyt spørgsmål.
Svar aldrig direkte Kan du komme omkring ved det, er det altid bedst aldrig at svare direkte på spørgsmål. Snak udenom. Journalister og vælgere kan være lidt krakilske og tunnelsynede i deres spørgsmål, men enhver folkevalgt véd, at det er nødvendigt at udvise en vis veghed. For intet her i verden er jo ligetil. Brug gerne mange ord, der lyder vigtige, men som ikke forpligter til noget konkret: "Jeg kan ikke understrege nok, at vi arbejder hårdt på at sikre en omfattende og langvarig løsning netop på den her særdeles komplekse udfordring."
Fremturer spørgeren, så gentag svaret i en let ændret formulering. Her er en sikker vinder:
"Som jeg nævnte tidligere, er vi i gang med at udvikle strategier, der for alvor og én gang for alle adresserer de centrale problemstillinger på en holistisk og ikke mindst økologisk forsvarlig måde".
Eksperter er guld
Væn dig til at citere eksperter alle steder, hvor det er muligt. Udsagn som: "Ifølge eksperterne ...", "Som førende forskere siger ..." giver dine ord vægt, og får dig til at fremstå vidende, klog og velinformeret. Også selv om du måske ikke véd mere om emnet, end hvad der kan stå på bagsiden af en Gajolæske.
Holdning uden handling er enhver levebrødspolitikers stærkeste våben. Øv dig derfor i at udtrykke stærke holdninger, der får folk til at føle sig hørt uden at love noget konkret:
"Vi skal stå sammen som ét samfund og tackle fremtidens udfordringer i fællesskab med mod og beslutsomhed."
Praktiske råd
Skulle jeg her hen mod afslutningen komme med et par gode råd til, hvordan man helt konkret øver sin FOP-opmærksomhed, sikrer genvalg og et langt og godt liv som levebrødspolitiker, vil jeg foreslå, at man tager en håndfuld af partiets forskellige badges og går rundt med hvert badge i det offentlige rum i en periode.
Tag nu for eksempel vores badge: "dFOPP siger NEJ!"
Som nyvalgt levebrødspolitiker vil man blive forbavset over, hvor mange der henvender sig til en og spørger, "siger NEJ! til hvad?"Og så har vi vælgeren på krogen, eller som vi siger: Han/hun (eller hvilken betegnelse FOP aktuelt gør brug af) er gået i fælden og på vej ind i rusens allerinderste kammer.
Den erfarne levebrødspolitiker, dFOPP'eren, der er gammel i gårde, svarer med et stort imødekommende smil: "JA, hvad siger du selv NEJ til i øjeblikket?" (Den politiske variant af terapeuternes spørgsmål: "Hvad synes du selv?")
Fælden er klappet, og straks vedkommende han/hun/hen (FOP's aktuelle betegnelse) redegør for sit NEJ's placering, har dFOPP'eren en stærk mening, en holdning og en politik på netop det område.
Udgangsreplikker og vores allesammens "Vejrhane" Inden vi går over til et par gode udgangsreplikker, skal jeg også i år hylde dFOPP's ansigt udadtil, Ole "Vejrhane" Hansen. Ole formår som få at være grå, intetsigende, kønsløs og totalt usynlig. For så pludselig at træde i karakter og på bedste kamæleonvis iføre sig den rolle som i den aktuelle situation giver størst applaus. Aldrig glemmer jeg, hvordan "Vejrhane" fik taget til at lette på Danmarks Ålefiskerforenings Årsmøde 2023, da han efter anonymt og i stilhed at have aflæst stemningen, gjorde sig til talsmand for bedre vilkår og indførelse af skattefradrag for "etnisk danske ålefiskere over 60". Tak Ole, du er et forbillede for os alle!
Som lovet endelig et par gode udgangsreplikker, som vil blive stående i folks erindring:
"Højere løn til alle", "Mere sundhedspersonale", "Flere politibetjente", "Længere levealder"
- eller som vi siger det heroppe nordpå: "Flere skaldyr i Skagensalaten".
Held og lykke med dit liv som levebrødspolitiker!
Jan Frederik Bisbjerg