Har du været oppe at slås?
- Jan Frederik Bisbjerg
- Apr 27, 2024
- 4 min read
Updated: May 3, 2024
27.04.2024 Der er vendelboer - og så er der Tilde
Tilde ved kassen hos Spar Købmanden er en atypisk vendelbo.
Hvor vendelboer går stille med dørene, siger så lidt som muligt og lader enhver passe sit, er Tilde lige modsat. Hun snakker og blander sig!
Vi er flere, der har hende mistænkt for at være vokset op i en større by, måske ligefrem Aalborg.
Tilde er godt i stand, som man siger, omkring de tres og har aftenvagt ved kassen alle dage undtagen tirsdag, hvor hun går til håndbold.
For en vendelbo på prøve, der tidligere har boet 35 år i Aarhus og 25 år i København, er der så absolut noget forfriskende ved Tildes brud på vendsyssel-normerne.
Ikke at jeg kunne finde på højlydt at sige noget i den retning, Gud forbyde det, man vil jo gerne integreres. Men ikke desto mindre føles det stadig lidt "hjemmebane-agtigt", når Tilde blander sig.
Tirsdag er, uden jeg egentlig har lagt mærke til det, blevet den dag, hvor jeg handler hos Spar Købmanden - sådan omkring kl. 13-14 stykker efter morgenkaffen og aviserne og andre småting.
Der går sjældent en tirsdag, hvor jeg ikke kommer hjem mere fornøjet, end da jeg gik hjemmefra. Ikke alene er der gode tilbud på varer med datomærkning tæt på udløb, men det store scoop er, at Tilde står ved kassen. Hun tager øjenkontakt, smiler og har en replik til alle.
Det betyder, at man ikke har særlig travlt med at komme frem til kassen. Man lader gerne andre komme foran. Jo længere tid i kassekøen, desto flere episoder bliver man vidne til.
Man kan vel egentlig godt sammenligne Tildes kasseområde med en intimscene på et af storbyernes teatre. Tilde er skuespilforfatter, hovedrolle, regissør og instruktør i en og samme person. Vi andre tildeles ad hoc replikker og opgaver alt efter omstændighederne.
Eksempler er som altid kun en fattig afspejling af virkeligheden. De mange enaktere skal opleves. Men lad mig alligevel give et par smagsprøver.
Efter at have smilet med øjenkontakt til en kunde: "Du er da vist ny her? Nåh, turist, ja, der findes ikke noget bedre sted at være på ferie, har du så familien med? Lidt mere snik snak og vil du have en kvittering, jamen så god dag til dig ..." - er det blevet en ældre herres tur.
Tilde lægger hårdt ud : "Har du været oppe at slås!?" Manden bliver helt paf og er ude af stand til at svare, så Tilde fortsætter: "Ja, for du har blod og toiletpapir i hele hovedet!"
Det fik selvfølgelig os andre til at kigge nærmere på den nydelige mand og ganske rigtigt, han havde placeret et stykke toiletpapir over en lille blodplamage, sandsynligvis fra morgenbarberingen.

Har du været oppe at slås?
Det hører med til drejebogen, at manden havde stået i samtale med et par naboer udenfor Spar Købmanden, før han kom ind - og at der inde i butikken var en hel del kunder.
Men ingen bemærkede noget toiletpapir, i hvert fald var der ingen, der sagde noget.
Det ligger i vendelboens DNA. Vi kender Ole som en fornuftig fyr, og har han valgt at have toiletpapir i hovedet, så har han nok en grund til det - det kommer i hvert fald ikke mig ved. Skulle der være tale om en forglemmelse, er der jo ingen grund til at ødelægge vores lille snak ved at gøre Ole forlegen. Det finder han nok selv ud af. Vi passer os selv - altså bortset fra Tilde.
Før manden kunne nå at reagere, tilkaldte Tilde en birolle over kaldeanlægget: "Mogens til kassen, Mogens til kassen - Mogens kan du ikke lige vise manden, hvor toilettet er, så vi kan få det toiletpapir væk?"
Manden og Mogens ud til højre. Og Tilde er klar til næste kunde.
Da en 10-årig dreng lægger varerne på transportbåndet, spørger Tilde: "Har du ikke glemt gulerødder?" "Nå, jo", siger drengen og spæner hen til frugt og grønt, mens Tilde giver os andre lidt forklaring: "Ja, i den familie er de fire børn, der allesammen elsker gulerødder, og så har de lige fået et marsvin ..."
En håndværker i midten af tyverne med en cigaret bag øret skal lige have et par ristede pølser med brød med ud til bilen, hvor makkeren sidder og venter. Tilde går de få meter hen til pølseristen, og mens hun pakker pølserne i pose, kan hun ikke dy sig for at kommentere cigaretten: "Jeg håber, du husker at slukke smøgen, før du sætter den bag øret, så der ikke går ild i håret".
"Åhh, forresten", siger Tilde, da håndværkeren er smuttet med pølserne, "jeg har helt glemt ... Vi har haft et par kedelige oplevelser, så jeg har fået Thomas Bogtrykker til at lave et skilt". Og frem fra hylden under transportbåndet trækker hun et indrammet papskilt, hvorpå der med store røde bogstaver er skrevet: "Butikstyve - vi siger det til din mor!"

Tilde er en handlingens kvinde
Det bliver desværre alt for hurtigt min tur.
Forrige tirsdag havde jeg spurgt Tilde, om de er holdt op med at sælge de her aluminiumsbakker med færdigretter - og Tilde havde svaret, at det var de da bestemt ikke.
Så da det bliver min tur, viser Tilde mig sin mobiltelefon: "Jeg kunne høre på dig i tirsdags, at du ikke rigtig troede på mig, så jeg har taget et par billeder af færdigretterne - men du skal nok komme om onsdagen ved middagstid, for de bliver hurtigt udsolgt"
Jeg har tænkt på ved lejlighed at spørge Tilde, om jeg kan købe et partout-kort til intimscenen og få lov til at sidde i al ubemærkethed på intimscenens første række i det lille Postnord og GLS pakkelokale ved siden af kassen.
Jan Frederik Bisbjerg