Golf- og lystfiskerhistorier

10.03.2025  I anledning af en mail fra en golfkammerat

Forleden modtog jeg en mail fra en gammel golfkammerat, Bjarne, jeg ikke har hørt fra i flere år. Mailen var stilet til Bo, Morten, Preben og mig.

Efter de indledende kommentarer om golfhandicap og den stadig dårligere kvalitet på det golfudstyr, der sælges: Driver, køller, putter og bolde er nu altså ikke, hvad de var en gang, ligesom fairway'ene rundt omkring også lader mere og mere tilbage at ønske: Uplejede og hullede, som de er.

Ikke så sært, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for en erfaren golfspiller at spille op til sit handicap for da slet ikke at tale om at forbedre det ...

... nåede han endelig frem til baggrunden for mailen.

Han havde regnet lidt på det, og det viser sig, at det her i sæson 2025 er 40 år siden, vi sammen bestod vores golfeksamen med ret til at spille på 18-hullers baner. Og som han skrev lidt længere nede i mailen: Og som I husker, dengang fik man jo altså ikke sit golfkørekort forærende. Demonstrationen af de praktiske færdigheder på golfbanens øveterræn og aflæggelsen af den teoretiske prøve med blyant og papir i klubhuset var virkelig en alvorlig og nervepirrende sag.

Nå, men som nævnt, det er 40 år siden, vi slog de første golfbolde med kørekort - og derfor foreslog Bjarne, at vi mødtes på en golfbane med bekvem afstand til os alle, gik 18-huller, og tog os god tid på hul 19 med udveksling af golfhistorier og snak om livet og sådan.

Han havde allerede talt med Preben og Bo, som var med på idéen. Og det var Morten og jeg selvfølgelig også. For en golfspiller er ingen anledning for lille til lige at snuppe 18-huller - og her var tale om et golfjubilæum (!), så det var bare med at finde en bane og aftale et tidspunkt.

Jubilæumsskrift

Bjarne forestillede sig, at vi hver især fandt tre golfoplevelser frem, som havde sat sig særligt stærkt i erindringen og mailede dem til ham senest 14 dage før vores 18 jubilæums-huller, så ville han samle oplevelserne i et lille jubilæumsskrift.

Fremragende idé!

Det største problem var udvælgelsen. Hvilke kriterier skulle man lægge til grund? Skulle man finde oplevelser, hvor man selv brillerede? Eller endnu bedre, situationer hvor rundens golfkammerat dummede sig big time? Hvad med de smukke naturoplevelser, som i den grad stod i kø? Eller hvad med de gemytlige og særprægede golfkolleger, man havde mødt? Ja, udvælgelsen var virkelig vanskelig!

Heldigvis er der lidt tid at løbe på, da vores jubilæumsrunde er aftalt til primo juni.

Selv besluttede jeg mig for at tage udgangspunkt i spillet og finde de  oplevelser, som umiddelbart meldte sig.

Og det viste sig faktisk ikke at være særlig svært.

#1 Golf-mågen

Preben og jeg stod op et par timer før de øvrige i familierne for lige at snuppe 18 huller inden morgenkaffen. Vejret var ubeskriveligt dejligt, en tidlig sommermorgen, stadig med en smule af nattens kølighed, blå himmel, solskin, ingen vind. Helt vidunderligt.

Det var på en af Læsø Golfbanes mange doglegs huller, det skete.

Vi spillede begge hullet en smule forsigtigt, placerede bolden så vi kunne komme rundt doglegget i 3. slag - det vil sige, det var vores hensigt. Jeg lykkedes med mine forsigtige "tøseslag", hvorimod Preben kom lidt på afveje og fik en noget vanskelig placering til sit slag nr. 3. Han besluttede sig for at satse og curve bolden hen til greenen. Han slog, og bolden forsvandt. Jeg slog endnu et "tøseslag" og havde ingen problemer med at følge min bold.

Da vi ikke havde travlt, ingen bag os på banen, og vejret var vidunderligt, tog vi os god tid til at lede efter Prebens bold. Vi fandt den ikke, så han måtte bringe en ny i spil. Jeg var først på greenen, hvor jeg lykkedes med et drømmeput.

Hen til hullet, og dernede lå Prebens forsvundne bold!

Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg stirrede rundt for at se, om nogen drev løjer med os, men det eneste, jeg kunne se, var en gruppe måger.

Den oplevelse fik to forskellige udlægninger. Preben syntes jo nok, når han nu sådan mærkede efter, at han havde leveret et superslag, så egentlig var han ikke overrasket over at finde bolden i hullet - sagde han.

Med hjælp fra golfmågen kan alle jo ramme i hul

Min forklaring var mere jordnær og realistisk. En måge må simpelthen have fløjet med og skubbet, eller hvad véd jeg, bolden ned i hullet. Jeg så for mit indre bik, hvordan gøgen skubber værtsfuglens æg ud over redekanten.

Det her var nøjagtig det samme, bare modsat og med en måge!

#2 Minus 4 meter

Jeg har altid fundet det fascinerende at lægge mærke til, hvordan golfspilleres temperament og generelle, sociale adfærd viser sig i deres spil.

Lige fra omhyggelige bank- og revisortyper, som omstændeligt aftørrer bolden, ja, måske ligefrem polerer den mellem de enkelte huller til den mere fandenivoldske-her-kommer-jeg-og-nu skal-I-bare-se selvstændige, succesfulde forretningsmand, som nok véd, hvad det hele drejer sig om.

Han placerer bolden på tee'en, og så skal der altså slås et slag, der siger spar to.

I vores lille jubilæumsgruppe har vi sådan en fandenivoldsker, Morten.

Med Morten er man altid sikret en begivenhedsrig runde. På mange måder er hans spil totalt uberegneligt. Andre kan i hvert fald ofte have svært ved at se den bagvedliggende strategi for det. Men spillet bliver der med store bevægelser og mange højlydte ord.

Det var lige over middag, efter en vellykket ikke alt for tung frokost, vi påbegyndte vores 18 huller.

Morten lagde ud, bold på tee, stance indtaget, prøvesving - og så skal den bold ellers have nogle bank.

I golf retter man ikke på hinanden under runden, ingen kommer med gode råd eller kommentarer, man passer sit eget spil - og det har man som regel også rigeligt med at gøre. Således også her ved Mortens slag fra 1. tee.

Måske en og anden havde bemærket, at den stance da vist ikke ville drive bolden ud på fairway, men naturligvis sagde ingen noget, alle anlagde golfspillets pokerface som interesserede-forventningsfulde-nysgerrige rundekammerater.

Og så slog Morten.

Bolden afgav det suk, man drømmer om, og som får os alle til igen og igen at blive fanget ind af spillet, et fuldstændig rent slag - lige ind i de nærtstående træer.

Endnu en gang oversteg Mortens spil alle forventninger. Bolden rikochetterede med højlydt bravalder mellem flere træer for til sidst med et lille plumps at lande 4 meter bag Morten.

Alle pokerfaces krakelerede og en uset og i golfsammenhæng uhørt munterhed bredte sig. Små fnis gik over over i boblende latter - afløst af latterkramper, da Morten højlydt bandende erklærede, at han slog en Mulligan (et nyt slag fra 1. tee til erstatning af et dårligt drive).

#3 Med golfgudens hjælp er alt muligt

Det glæder altid en far, når hans søn følger i hans fodspor. Noget rigtigt må man jo så have gjort.

Jeg tog dykkercertifikat som 60-årig og umiddelbart efter gjorde min søn, Frederik det samme. Fælles dykkeroplevelser er noget af det bedste, man kan bedrive. Her taler vi faktisk om noget, der kommer på højde med en golfrunde.

Og for nu at gøre det endnu bedre, ja, så fattede Frederik også interesse for golfspillet. Han erhvervede sit golfkørekort og en overskyet eftermiddag med stærk vind gik vi en runde på en sydsjællandsk golfbane. Det var udfordrende, ikke alene var banen krævende, men den stærke vind udfordrede også vores evner til læse banen og korrigere vores slag.

Som den erfarne golfer af os tillod jeg mig af og til at sparke en lille bemærkning ind om køllevalg og stance. Det skal man selvfølgelig ikke (!) og da slet ikke som far. Det eneste man opnår er at pirre juniors konkurrence- og-det-skal-du-ikke-bestemme gen.

Og det var da også præcis, det der skete.

Ved hul 11 syntes han tilsyneladende, at jeg havde rådgivet tilstrækkeligt. Hans bold lå i en ikke alt for stor afstand til greenen, et pitch med en wedge i en lav bue, og bolden ruller det sidste stykke mod hullet - hvad jeg da heller ikke undlod at gøre opmærksom på.

Frederik kiggede ned i sin golfbag og fattede et 7 jern. Nu ville han selv bestemme, ikke flere gode farråd.

Jeg forstod godt den hårfine hentydning og sagde ingenting om det totalt uhensigtsmæssige valg, der kun ville føre ulykker med sig. Nej, jeg tav.

Frederik lagde an til slag, og jeg skal da lige love for, at den golfbold blev sendt afsted - lige ind i hullets stærkt udspændte flag.

Flaget foldede sig om bolden og slap den derpå med et lille plop - direkte ned i hullet!

Via flaget direkte i hul

Ikke flere farråd på resten af runden - Frederik havde i den grad bevist at kunne selv ...

Det er så mine tre bidrag til vores 40 års jubilæumsskrift.

Hvad med lystfiskere - spørger I?

Nu nævner overskriften jo også lystfiskere. Men den snak må I, kære bloglæsere, have til gode til en anden god gang. Til gengæld kan I godt begynde at glæde jer til mødet med Farfar, en snu og lumpen gedde, som det aldrig lykkedes os at fange og dens tro følgesvend, Lillebror, som vi til gengæld fik fanget og udstoppet.

Jan Frederik Bisbjerg, multi-hobbyist om en hals