Jeg plejede at hidse mig op ...

20.03.25, ... men nu er det sidste gang!

Ingen af jer, kære bloglæsere, kan være i tvivl om mine meninger og holdninger til Donald Trump og hans medløbere.

Min vantro over, at et land jeg har besøgt og respekteret og på nogle punkter ligefrem beundret, på kun et par måneder folder sig ud, som alt det jeg afskyr, har virkelig "pissed me off" og gjort mig bedrøvet.

Det har I ved selvsyn og -læsning kunnet iagttage her på bloggen.

I har kunnet konstatere, hvordan jeg har brugt en masse både mental og emotionel energi på at forholde mig til den amerikanske tølper (Ordbog over det danske Sprog: plump, grov, ubehøvlet, uforskammet (mands)-person).

Det er slut nu!

Fremover vil jeg betragte ham følelsesmæssigt distanceret som den primitive og på mange måder komiske lille mand, han er, og ikke lade hans verbale rablerier og nonsens påvirke mig.

Jeg vil modarbejde ham og hans ligesindede nøgternt politisk.

"I vil blive så rige, at I ikke vil ane, hvad I skal stille op med alle jeres penge"

Min afskedssalut er det følgende lille skriv:

Magtbrynde med pistol - diplomatiets fallit.

Det siges, at det giver en stor oplevelse af magt at stå med en pistol.

En magt der føles tusind gange større end magten alene ved et stærkt sprog.

Diplomati skaber et helle

Diplomatiet er som institution tusinder år gammelt. I diplomatiet er samtalen hellig. En af mange regler er, at man aldrig generer eller fornærmer nogen. Man skaber sammen et rum, hvor man mødes og med respekt for hinanden udveksler synspunkter og holdninger.

Diplomater forbereder sig grundigt inden møder, sætter sig ind i mødedeltagernes kultur, sprogbrug, adfærd, påklædning mm.

Man kan næsten sige, at deltagerne kender hinanden godt inden mødet og derfor er indstillet mod et konstruktivt samvær rettet mod et gensidigt tilfredsstillende forløb og resultat.

Det sarte diplomati

Diplomatiet er skrøbeligt. Det kræver, at alle spiller indenfor reglerne. Til gengæld gør diplomatiet det så muligt for selv dødsfjender at mødes - ofte har man hørt vendingen, så længe man taler sammen, er der ingen, der bliver slået ihjel.

Bringer vi en person med magtbrynde og blindhed for diplomatiets fine, konstruktive nuancer ind i diplomatiets næsten hellige haller, og udstyrer vi endvidere personen med en pistol, er alt pludselig forandret.

Væk er grundlaget for aftaler og kompromisser - ind kommer trusler, aggression, vold.

Et af menneskehedens fineste kendetegn, at kunne forhandle og tale sig til rette tabes og erstattes af brovtende og truende fremfærd.

Diplomatiets krise

Det er, hvad vi i øjeblikket ser!

Donald Trump er blevet bevidst om, at hans pistol er den største og "så til helvede med spilleregler, diplomati og respekt".

Indpakket i ordgejl, løgne og det rene vrøvl svinger Trump sin pistol og retter den mod venner og fjender, mens han med et kropssprog, som er de største vildtlevende primater værdigt, udbasunerer egen genialitet og som en anden kejser uden klæder ufrivilligt skaber den sorteste humor og vækker indeklemt moro - hvis det da ikke netop var så alvorligt!

Trump er totalt blind for egen dårskab (Ordbog over det danske Sprog: høj grad af uklogskab; tåbelighed), hans selvindsigt er en by i Rusland.

Men da andres knaldhættepistoler har vådt krudt, har han let spil.

Primitivt, afskyvækkende, deprimerende - og umådeligt farligt!

Jan Frederik Bisbjerg