Georg Gearløs redder min dag
- Jan Frederik Bisbjerg
- Mar 27
- 4 min read
Updated: Mar 28
27.03.2025. At være med på noderne
Hvordan det er blevet både lettere og sværere at være kunstner.
Proklamation: Lix tal = 40, svarende til middelsvær tekst på dagblads- og tidsskriftniveau, mange lange ord, engelske udtryk og brokker, teksten forsøger sig flere steder med humor. Posten har gennemgået en lettere redigering af tydeliggørende karakter den 28.03.2025 på opfordring af et par dedikerede bloglæsere. Læserne har blandt andet spurgt: "Hvad er det for noget med en stand-up comedy?" Så, okay, jeg tager bladet fra munden og taler lige ud af posen.
A. Lettere
Trenden med de helt store signaturer stammer fra Amerika, hvor en meget brugt statist-skuespiller fra underholdningsbranchen (en slags stand-up comedy kollega til den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy) og dømt kriminel bruger sin erfaring fra tv-verdenen til at sætte fest og fut i det ovale kontor og gøre politik til et jeg-er-nødt-til-lige-at-gnide-øjnene-for-at-tro-hvad-jeg-ser One Man Show - med sit helt eget applauderende rygklapper- og medløberkorps i baggrunden.
Man må medgive "the yellow man", at store og fancy signaturer fanger opmærksomheden og nemt dækker for alt andet.

For kunstnere gør de store signaturer det meget lettere at "knalde noget kunst af".
Det bagvedliggende kunstværk kan jo alligevel ikke ses bag den store signatur.
Fik I den?
Refleksion
At sige sådan, "what a bummer!"
Sådan arbejder en rigtig kunstner jo slet ikke.
Man har hørt om politikere, der agerer på den måde, men kunstnere?
Sådan bare at "knalde noget af", aldrig!
I den grad tværtimod.
En kunstner er optaget af noget.
Der er et anliggende, som presser sig på.
Noget som kræver kunstnerens fulde opmærksomhed og involvering.
Noget som kunstneren må undersøge, reagere på, bare ikke kan sidde overhørig.
Sådan er det!
B. Sværere
Vi må dog nødtvungent indrømme, at dette nymodens signaturkogleri har en vis berettigelse. Signaturen har længe været kunstens stedbarn. Og alt for sjældent et element i sin egen ret. Og da slet ikke ligefrem et kunstværk.
Det ændrer trenden fra amerikansk show biz nu på.
De pæne ord til trods må moden med de store signaturer nu alligevel betragtes som et benspænd for den passionerede kunstner.
Ikke alene skal kunstneren respondere på sit indre pres. Finde afløb og kanaler for et overtryk, som må og skal håndteres. Omsætte og oversætte denne optagethed til kunst. Eksternalisere sit indre liv.
For så i heldigste fald at opleve en stakket frist, inden trykket igen stiger faretruende og kræver forløsning.
Nu skal det eksternaliserede pres også finde en form, som bryder igennem den store signaturs dominans.
Signaturen kommer jo let til at fylde hele billedfladen og tildække store områder af det egentlige kunstværk.
C. Der skal tænkes alternativt: Tænkehattens revival
Alle vi, der har nået skelsår og alder, husker Gyro Gearloose og hans Thinking Cap.
Og hvordan Gyro Gearloose den ene gang efter den anden reddes ud af en knibe af Little Helper, den lille robot med en lyspære i stedet for hoved.
For at imødekomme tidens kunstneriske udfordringer og være med helt fremme i skoene har jeg derfor i nostalgisk inspiration fra en tid, hvor alt var i lave, indrettet et tænkehjørne (Thinking Corner) i bedste Georg Gearløs stil i atelieret. Her har jeg anbragt en højrygget lænestol (high-backed armchair) med fodstøtte (footrest), placeret et hattestativ med mine bedste hatte og stillet en futuristisk, skærmløs bordlampe på en gammel palet (artist palette) understøttet af et fotostativ.
På med dagens tænkehat (today's thinking cap), op med benene, lys i lampen, fuld kropskontakt (full body contact) med lænestolen - en dyb indånding - og jeg skal da lige love for løsningerne står i kø (the solutions are in the queue).
D. Pludselig er løsningen på benspændet et stykke kage (a piece of cake)
a) Hvad med en ny kunstnersignatur, fx et "o", som omkranser hele værket, eller b) hvad med, at signaturen skrives på bagsiden, for slet ikke at tale om c) muligheden for at supplere værket med en "sidekammerat", et hængslet canvas eller en hængslet låge, som åbner til værket, og som i åben form præsenterer signatur + værk, og sådan d) kunne jeg blive ved og ved.

Den skinbarlige Kunstskat - hængslet løsning
Den hængslede tilgang.
Det er en løsning, jeg umiddelbart hælder til.
Den rummer nemlig flere fordele:
1) Den vækker beskuerens nysgerrighed: "Gad vidst, hvad der findes bag lågen/canvassen, den må jeg da hellere åbne" - og så BANG, signatur og værk lige op i ansigtet!
2) Og oveni, ingen tvivl om, hvem kunstneren er.
3) Skulle signaturen være vanskeligt læsbar - ikke alle kunstnere mestrer signaturens kaligrafiske spidsfindigheder eller den formfuldendte skønskrifts mere detaljerede finurligheder - så limer man blot en oversættelse i form af en maskinskrevet note på signaturen.
Den skinbarlige - vandalsikrede - kunstskat
4) Som man kan se i den første solide, næsten skattekiste-lignende hængslede-låge-prototype, tildeles kunstværk og signatur på denne måde en respektfuld præsentation, som al sand kunst fortjener.
5) Tilføjer man yderligere muligheden for at aflåse værket i sammenklappet form, har man et stykke hærværkssikret originalkunst med den trendmæssigt attraktive store signatur, som nok kan afskrække kunstvandaler og andre terrorister fra at kaste med suppe eller lime sig selv fast til værket.

Det er selvfølgelig ikke en konkurrence om at have den største,
men det er vel altid rart at konstatere, at man er godt med
6) Men som jeg demonstrerer fra en taburet i atelieret, behøver vi ikke udvikle nyt.
Vi kan blot tilføje en "sidekammerat".
Så 7):
Stor tak til Gyro Gearloose!
Jan Frederik Bisbjerg
PS
Det føles befriende for en gangs skyld at være med på noderne og helt fremme i sokletterne - og måske ligefrem være med til at danne skole. For mig noget ganske uvant. Jeg husker for eksempel stadig, hvordan jeg var en sen følger af skiftet fra knickers og sportsstrømper til lange bukser og sokletter. Der har været flere af den slags situationer, men ingen grund til at dvæle ved dem - nu er situationen en anden!