top of page

Det er ikke kun sort og hvidt / for eller imod.

  • Writer: Jan Frederik Bisbjerg
    Jan Frederik Bisbjerg
  • Dec 10, 2024
  • 2 min read

08.12.2024  Tag nu feks. USA's kommende præsident Trump.


Vi bruger alt for meget at stille tingene op som modsætninger, enten – eller, for eller imod osv.

Verden er altså meget mere nuanceret.

Det er selvfølgeligt nemmere, når der kun er to muligheder (ja eller nej, for eller imod), men hvis vi gør os lidt umage, så kan vi godt rumme lidt flere muligheder.


Donald Trump er efter min mening et rigtigt godt eksempel på et emne, som vi betragter meget polariseret. Man er enten for eller imod Trump.

I nedenstående vil jeg liste en række emner, som Trump på den mest tydelige måde har åbnet vores øjne for, at der er andre holdninger og muligheder til.

Jeg kan jo ligeså godt vedkende mig, at jeg ikke synes at Trump er verdens mest charmerende mand, men jeg har alligevel forsøgt at finde nogle positive sider, noget nyskabende ved manden.


Hårmode.

Trump er ikke bange for at skille sig ud og gå nye veje indenfor ældre (gamle) mænds hårmode. Jeg har set gamle damer med blåt / lilla hår, men Trump er den første ældre mand, jeg ser med orange hår.


Grønland.

Trumps tilbud om at købe Grønland har skabt berettiget interesse omkring det dejlige land. Havde han ikke givet købstilbud, havde vi måske ikke erkendt værdien af Grønland.


Den amerikanske folkesjæl.

Havde Trump ikke været der, havde vi og de amerikanske demokrater måske slet ikke fået indsigt i hvordan, en stor del / størstedelen af det amerikanske folk tænker eller ikke tænker. bl.a. America first – Os selv først.


Fornyelse af sproget.

Mange amerikanere går rundt og siger ”MAGA” og bl.a. her i Danmark er det engelske ord

”NASTY” blevet populært.


Ordet ”NASTY” kan både være morsomt og gruopvækkende.


Kælenavne stats-mænd  og -kvinder imellem.

Trump har indført den hyggelige leg stats-mænd og -kvinder imellem, at give hinanden søde kælenavne. To af de sødeste kælenavne er efter min mening ”Sleepy Joe” og ”Crazy Kamala”.


Sandt og falsk.

Før Trump kunne vi godt have svært ved at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der falsk. Trump har startet sit eget sociale medie, hvor vi kan læse sandheden, og stort set alle andre medier er ”deep fake”. Piece of cake.


Demokrati.

Begrebet demokrati er en kompliceret størrelse, men det har Trump også lavet om på.

Hvis man taber f.eks. et valg, så er det snyd og bedrag, hvis man vinder, så er det guddommelig retfærdighed.


Lighed for loven.

Trump har på bedste vis illustreret for den ganske verden, at lighed for loven er noget pjat. Han har vist det så tydeligt, at selv den nuværende præsident Biden har taget det til sig.


Money Talks.

Fattigrøve har ikke noget at gøre i politik.

Trump er efter sigende milliardær, og han har nu endeligt offentliggjort sin bedste ven Elon Musk (verdens rigeste mand), som også skal være med til at styre USA og resten af verden. Lige børn leger bedst. Putin og Kim Jong-un har vist også mange penge.


Som det fremgår, har Trump faktisk bidraget med mange overraskende og nye vinkler på vores alle sammens virkelighed, ovenstående var bare et lille udpluk..


Hvad mon snart det næste bliver, og hvad bringer de kommende 4 år?


Lars Bisbjerg

© 2024 by bisbjerg´s

bottom of page